Annonce
Danmark

Regeringen vil spare på rådgivning til sårbare studerende

Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix
Støttepartier kritiserer, at årlige besparelser fortsætter på studenterrådgivning trods løfte om sløjfning.

De årlige besparelser på undervisning og uddannelse skal stoppe. Sådan står der i regeringens finanslovsforslag.

Men ifølge et svar til Folketingets Uddannelses- og Forskningsudvalg fortsætter besparelserne på Studenterrådgivningen. Det skriver Information.

Det vækker kritik hos støttepartierne SF og De Radikale på grund af den fælles ambition om at stoppe besparelserne på uddannelse og højne den psykiske trivsel blandt børn og unge.

Studenterrådgivningen har behandling i tilknytning til videregående uddannelser i hele landet.

Mere end 5200 studerende søgte sidste år hjælp i rådgivningen.

Hvis regeringen vælger at fortsætte de årlige nedskæringer, vil det give mindre kapacitet til at hjælpe de studerende og længere ventelister. Det forklarer direktør for Studenterrådgivningen Thomas Braun.

Aktuelt er der i København mindst fire ugers ventetid.

- De studerende, vi ser her, har ofte et lidelsespres, der svarer til psykiatriske dagspatienter. Oftest er det udløst af almindelige ting som eksamener, problemer på studiet eller andet, men der ligger typisk også andre problematikker bag, siger Thomas Braun til Information.

Han påpeger, at over 70 procent af de studerende, der kommer i landets studenterrådgivninger, får det markant bedre.

Når Studenterrådgivningen ikke er omfattet af, at regeringen sløjfer omprioriteringsbidraget på uddannelse, skyldes det, at rådgivningen administrativt hører under centraladministrationen, forklarer Thomas Braun.

Uddannelsesordfører for SF Jakob Mark kalder det en skæv prioritering.

- På et tidspunkt, hvor vi snakker om, at alt for mange unge har det svært psykisk, så skærer man ned på et af de rådgivningsorganer, som hjælper. Det er stik imod vores fælles ambition om at skrue ned for præstationsræs og op for trivslen blandt unge, siger Jakob Mark.

Uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) forklarer toprocentbesparelserne på Studenterrådgivningen med, at S-regeringen har prioriteret at fjerne omprioriteringsbidraget på uddannelsesinstitutionerne.

- Så det giver fuldt ud mening i forhold til, at der ikke er tale om uddannelse, men jeg vil gerne se, hvordan vi holder hånden under Studenterrådgivningen.

- Vi kan se, at der er flere unge, der har brug for hjælp, derfor tror jeg også, rådgivningen spiller en central rolle. I året der kommer, vil vi derfor se på, om vi kan holde den fra de besparelser, som er lagt ned over den øvrige centraladministration, siger Ane Halsboe-Jørgensen til Information.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Julepynt i efterårets farve

Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce