Annonce
Nordtyskland

Regeringschef: Dødstal er nu en tragedie

I de seneste fem uger har vi haft ligeså mange dødsfald som i de første fem uger af epidemien, påpeger Daniel Günther. 
Annonce

Kiel. Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günther (CDU) har opfordret slesvig-holstenerne til at overholde corona-reglerne og mødes med så få mennesker som muligt. Også i Slesvig-Holsten er smittetallene meget høje, sagde CDU-politikeren torsdag ved et ekstraordinært møde i landdagen i Kiel.

Da der hen over jul og nyår blev gennemført langt færre coronatests, må man gå ud fra, at der er en del coronasmitte, der ikke er blevet opsporet.

- Vi må også frygte, at smittetallene stiger i de kommende dage, sagde Daniel Günther.

Siden den 1. december er antallet af coronarelaterede dødsfald i delstaten næsten fordoblet, forklarede Günther.

- I de seneste fem uger har vi haft ligeså mange døde som i pandemiens første ni måneder, sagde han og kaldte situationen for en tragedie.

Derfor er det også nødvendigt at skærpe reglerne, sagde han med henblik på den forlængede nedlukning til udgangen af januar og det skærpede kontaktforbud. Det er ifølge ministerpræsidenten helt afgørende, at man mødes med så få mennesker som muligt eller helst undgår det helt.

Når smittetallene falder tydeligt igen, vil man som det første åbne daginstitutioner og skoler igen, bebudede Günther, der dog mener, at det bliver en lang og besværlig vej frem til påske.

Hidtil har 514 smittede mistet livet i delstaten.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce