Annonce
Regionalt

Region Syddanmark mangler oplysninger om B.1.1.7-smittede

Får man et positivt resultat fra en delta-pcr-analyse, er Sundhedsstyrelsens retningslinjer, at ens nære kontakter skal isolere sig i 14 dage. På dag 14 skal man have en negativ coronatest, før man må bryde isolationen. Arkivfoto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.
Cirka hver 10. af de positive coronaprøver i en stikprøve fra Region Syddanmark, som blev analyseret i sidste uge, indeholdt en variant af coronavirus. Men præcis hvor mange og hvem der er smittet med en sådan variant, og hvor i regionen smitten er fundet, har kun Styrelsen for Patientsikkerhed indtil videre fuldt overblik over.

Corona: Den engelske variant af coronavirussen, cluster B.1.1.7., som menes at være særligt smitsom, er fundet i flere prøver fra smittede i Region Syddanmark, men regionen ved ikke præcis, hvor mange der bærer på den særlige variant. Oplysninger om de første fund har Styrelsen for Patientsikkerhed i første omgang ikke delt med regionen.

Mandag oplyste Region Syddanmark i en pressemeddelelse, at den intensiverede arbejdet for at undgå smittespredning med den engelske variant af virussen. Nu bliver alle regionens medarbejdere med patientkontakt tilbudt at blive testet en gang om ugen, og regionen er begyndt at foretage en såkaldt delta-pcr-analyse af alle positive tests.

Analysen kan inden for et døgn vise, om en coronasmittet person kan være smittet med den særligt smitsomme virus-variant. Det er dog ikke alle med en positiv delta-pcr-analyse, der har den særligt smitsomme variant, men det kræver en såkaldt genom-analyse for sikkert at fastslå, hvilken variant den enkelte har.

Får man et positivt resultat fra en delta-pcr-analyse, er Sundhedsstyrelsens retningslinjer, at ens nære kontakter skal isolere sig i 14 dage. På dag 14 skal man have en negativ coronatest, før man må bryde isolationen.

Region Syddanmark er også gået i gang med at lave genom-sekventering af de prøver, som er positive for en variant af coronavirussen. En sekventering kan vise, hvilken variant der er tale om. P.t. kender man - foruden mink-varianten - en engelsk, rumænsk og sydafrikansk variant, men der vil formentlig komme flere til, siger regionens koncerndirektør, Kurt Espersen.


Jeg håber på, at de tiltag, vi har gjort, i hvert fald gør, at vi får en kontrolleret udvikling af den her virus, så den ikke eksploderer som i England (...)

Kurt Espersen, koncerndirektør i Region Syddanmark


Annonce

Hurtigere proces

Anette Holm, ledende overlæge på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Odense Universitetshospital, forklarer, at processen, fra man får en vatpind i svælget, til prøven er sekventeret, og man ved, hvilken variant man er smittet med, tager cirka fire døgn. Det vil komme til at gå hurtigere, efterhånden som arbejdet på landet klinisk mikrobiologiske afdelinger bliver strømlinet, siger hun:

- Der er blevet arbejdet med en protokol, som vi venter på. Med den nøjes man med at kigge på de gener, som ligger i virussens spike-protein - det er ændrede gener i spike-proteinet, som viser, hvilken variant af virussen, der er tale om.

På den måde kan blandt andre OUH lave genom-sekventeringen hurtigere. Det vil også være nødvendigt, fordi målet er at sekventere samtlige positive coronaprøver - det vil sige også prøver, som ikke er fundet positive i en delta-pcr-analyse, forklarer Anette Holm.

Der er nemlig den spidsfindighed ved den sydafrikanske variant, at den ikke afsløres i en delta-pcr-analyse.

At det kan gøres hurtigere, har firmaet Pentabase allerede vist. Indtil coronavirussen kom til Danmark, specialiserede firmaet sig i analyse af prøver til cancer-diagnostik, men siden har Pentabase satset på virustestning. Ifølge ejer og direktør Ulf Christensen kan firmaets real-time PCR-test inden for 24 timer både give svar på, om en person er smittet med coronavirus, om der er tale om en variant af virussen og i givet fald hvilken variant.

På under 24 timer kan en realtime-PCR-analyse afgøre, om en coronatest er positiv, og hvilken variant af coronavirussen der er tale om. Grafik: Mikkel Damsgård Petersen.

Samarbejde med kommuner

  • Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser, at der er indgået en aftale med Kommunernes Landsforening (KL) om, at kommunerne kan spille en større rolle i smitteopsporingen. Styrelsen er sammen med KL i gang med at beskrive opgaven mere specifikt, blandt andet hvordan dataudveksling på individniveau kan foregå. 
  • Sundheds- og Ældreministeriet oplyser, at kommunerne får adgang til data om, hvilke indbyggere i den konkrete kommune, der er smittet med coronavirus uanset variant. Det giver mulighed for, at kommunerne kan samtænke deres øvrige tilbud med kontaktopsporingen, fx visitationen til kommunale isolationsfaciliteter, forklarer ministeriet. Regionerne har med den nye aftale endnu ikke samme dataadgang.
Annonce

Mangler svar på prøver

Koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen oplyser, at det i sidste uge var 9-10 procent af de omkring 200 prøver, regionen dagligt undersøgte, som var positive i en delta-pcr-test. Præcis hvor mange af regionens borgere, der er blevet smittet med den særligt smitsomme, engelske variant - og hvor de personer bor - ved koncerndirektøren dog ikke.

I uge 1, inden regionen selv begyndte at undersøge for varianter, tog Statens Serum Institut stikprøver blandt alle positive coronatests, og i dem blev der fundet 15 tilfælde af den engelske variant i Region Syddanmark.

- Ville det ikke være rart at vide, hvor de smittede med den engelske variant befinder sig?

- Jo, det ville det. Vi forsøger at få nogle direkte kontakter, men det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der har smitteopsporingsopgaven. Dem er vi i kontakt med for at få nogle direkte adgange, så vi også kan få informationer om de her personer. Men det er spørgsmålet om GDPR-regler, om vi må få fat i sådan nogle informationer. Men det ville jo lette vores smitteopsporingsarbejde, siger Kurt Espersen.

- Er det overhovedet realistisk at bremse udbredelsen af cluster B.1.1.7. i regionen?

- Jeg håber på, at de tiltag, vi har gjort, i hvert fald gør, at vi får en kontrolleret udvikling af den her virus, så den ikke eksploderer som i England, hvor hele sygehusvæsenet blev lagt ned, fordi der er mange flere, der bliver syge og dermed også mange flere, der bliver meget syge og skal indlægges.

Lyntest dur ikke til at finde virusvarianter

  • For tiden testes dagligt 20-25.000 danskere med en hurtigtest for at opspore coronasmittede. Men efter analysen af en lyntest, som viser sig at være positiv, kan prøvematerialet fra testen ikke genbruges til at undersøge, hvilken virus-variant der er påvist.
  • Sundhedsstyrelsen og Region Syddanmark opfordrer til, at man får foretaget en PCR-test, hvis man har får et positivt svar på en lyntest. Det vil både give sikkerhed for, at svaret er korrekt og mulighed for at undersøge, om man er smittet med en af virus-varianterne.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce