Annonce
Sport

Region Varde er tvunget til sejr for at få hjemmebanefordel i finalen

I 2016 blev superfinalen kørt i Outrup, hvor Region Varde dragede nytte af hjemmebanefordelen og vandt guld. Første skridt mod en gentagelse er ved at sikre sig hjemmebanefordelen med en sejr over Holstebro fredag. Arkivfoto: Rene Lind Gammelmark

Efter Fjelsted onsdag aften besejrede Esbjerg Vikings, skal Region Varde slå Holstebro Elite fredag aften i sidste opgør i grundserien for at få hjemmebanefordel i superfinalen om tre uger.

Outrup: Fredag aften køres sidste match i grundserien i speedwayligaen på Varde Motor Arena i Outrup. Region Varde Elitesport tager imod Holstebro Elite og er allerede sikret en plads i finalen om knap tre uger. Hjemmebanefordelen i finalen er dog stadig i spil, og Region Varde kan selv afgøre det.

Holdet har nemlig efter en stærk sæson sikret sig matchbolden, hvor der "bare" skal en sejr til i fredagens match for at nappe førstepladsen og dermed få hjemmebanefordelen i finalen.

Esbjerg Vikings kunne have givet en hjælpende hånd til Region Varde ved at vinde over Fjelsted onsdag aften, hvilket havde betydet, at Region Varde var sikker på førstepladsen. Fjelsted nappede dog sejren på 47-37 og har dermed lagt presset over på fredagens hjemmehold.

Det pres skal Region Varde forsøge ikke at lade sig tynge af, når Holstebro kommer på besøg, som man traditionelt har haft det svært mod på hjemmebane. I de sidste tre sæsoner er det kun lykkedes at vinde en enkelt gang. Det var i 2016, hvor Varde vandt med 46-41, mens det blev det til knebne nederlag både i 2015 og 2017.

Region Varde må til fredagens opgøre undvære A-kører Hans Andersen, men ellers stiller man stærkt op med Mikkel Bech Jensen, Mads Korneliussen, Andrey Karpov, Thomas Jørgensen, Mikkel B. Andersen og Michael Thyme. Om det bliver nok mod Holstebros erfarne drenge i form af blandt andre Kenneth Bjerre og Bjarne Pedersen kan kun tiden vise.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce