Annonce
Sydjylland

Regionen overvejer at undersøge Danfoss-forurening med specialtrænet hund

Her ses forureningshunden Louie på job. Han kan snuse sig frem til klorerede opløsningsmidler, som ofte findes på forurenede grunde og bygninger. Foto: Mette Algreen Nielsen

Region Syddanmark har indhentet et tilbud på at få en forureningshund til at undersøge Himmark Strand på Als, hvor Danfoss dumpede giftigt industriaffald i 1950'erne og 1960'erne.

Danfoss: Da Kim Wall blev dræbt, brugte politiet lighunde i efterforskningen. Da politiet mistænkte en 16-årig pige fra Kundby for at planlægge terror, blev bombehunde tilkaldt. I lufthavne er narkohunde en naturlig del af medarbejderstaben.

Hundesnuder er i allerhøjeste grad et vigtigt arbejdsredskab i mange sammenhænge, og nu overvejer Region Syddanmark at bruge de firbenede kompetencer på et helt nyt felt.

Af en aktindsigt fremgår det således, at Region Syddanmark har efterspurgt et tilbud på at få en såkaldt forureningshund til at undersøge Himmark Strand på Nordals, hvor Danfoss i 1950'erne og 1960'erne dumpede giftigt industriaffald. Himmark Strand er i dag på Region Syddanmarks liste over de største forureningssager i regionen.

Annonce

Sagen om Danfoss-forureningen


  • I 1950'erne og 60'erne dumpede Danfoss, hvad der svarer til 60.000 liter flydende industriaffald om året ved Himmark Strand på Nordals.
  • Det skete med myndighedernes tilladelse.
  • I april slog en undersøgelse fast, at det tyder på "meget kraftig forurening".
  • Der er blevet lavet lignende undersøgelser i 1993 og 2009.
  • I 2009 vurderede Region Syddanmark, at det ikke var nødvendigt at rydde op, idet hverken grundvand eller indeklima var i fare.
  • Sønderborg Kommune satte dog skilte op, der fraråder badning og ophold på stranden.
  • På et møde den 12. oktober i år blev Region Syddanmark, Sønderborg Kommune og Danfoss enige om at lave yderligere undersøgelser af området med henblik på at løse forureningsproblemet.
  • Det skyldes blandt andet, at regionerne i 2014 blev ansvarlige for forureninger, der truer overfladevand, hvilket er tilfældet ved Himmark Strand.
  • Sønderborg Kommune og fonden bag Danfoss, Bitten og Mads Clausens Fond, har desuden planer om at opføre et ferieresort tæt på Himmark Strand.

Forureningshunden Louie

Det er hunden Louie og dens fører Mette Algreen Nielsen, der er jordforureningsrådgiver i ingeniørvirksomheden Orbicon, der måske skal hjælpe regionen med at kortlægge forureningen ved Himmark Strand.

Af regionens henvendelse til Mette Algreen Nielsen fremgår det, at regionen ønsker en screening af de forurenede områder på stranden, fordi man trods flere tidligere undersøgelser er i tvivl om, hvorvidt man har fået kortlagt alle forurenede hot spots. Til netop det formål, er hunden guld værd, fortæller Mette Algreen Nielsen.

- Den kan lugte fært under jorden og kan relativt hurtigt afsøge et stort areal. På den måde får man en indikation af, hvilke områder en nærmere undersøgelse bør målrette sig efter, siger hun.

Ifølge Mette Algreen Nielsen er metoden langt billigere, end hvis man skal grave sig frem til forureningen på må og få. Hun understreger dog, at hundens arbejde altid bør følges op af nærmere undersøgelser.

- Hundens markering kan aldrig stå alene, og omvendt kan man ikke vide sig helt sikker på, der ikke findes forurening på steder, hvor hunden ikke markerer. Men de undersøgelser, vi har lavet, viser, at Louie finder ting, som man ikke nødvendigvis havde fundet ellers, siger hun.

Tilbud sendt

Mette Algreen Nielsen oplyser, at hun har sendt et tilbud til Region Syddanmark, men at hun endnu ikke har fået svar. Derfor ved hun heller ikke om og i så fald hvornår, eventuelle undersøgelser vil blive lavet. Hun vil dog fraråde, at det bliver i en periode med frost, fordi det her kan være sværere for hunden at få færten af forureningen.

Hun vil ikke røbe, hvad det koster at få forureningshunden Louie til Himmark Strand.

Region Syddanmark ønsker ikke selv at udtale sig, fordi der endnu ikke er truffet en endelig beslutning, og fordi grundejerne i området endnu ikke er orienteret.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce