Annonce
Billund

Regionsråd lægger låg på Vejle-gymnasier, selvom det ikke virker: - Det er symbolpolitik

Regionsrådet vil have loft over optaget på Rødkilde og Rosborg gymnasier i håb om at få flere elever til at vælge Grindsted. Arkivfoto: Annette Bruun Jarl
Regionsrådspolitikere anbefaler igen i år undervisningsministeren at lægge loft over optaget på Rødkilde og Rosborg gymnasier for at hjælpe Grindsted og Tørring. Det er dog mest symbolpolitik.
Annonce

Grindsted: For tredje år i træk lægger regionsrådspolitikere nu op til, at der skal lægges låg på hvor mange elever de to store gymnasier i Vejle, Rødkilde og Rosborg, må optage.

I første omgang er det udvalget for uddannelse og arbejdskraft, der har set på sagen og nu opfordrer til, at Vejle-gymnasierne kun skal have et vist antal elever. Det sker for at beskytte Tørring Gymnasium og Grindsted Gymnasium & HF og presse elever fra især Billund til at vælge Grindsted fremfor til Vejle.

- I bund og grund gør vi det, fordi vi ønsker, at der skal være gode uddannelsesmuligheder i hele landet. Man kan sige, at vi tager det frie valg fra de få for at sikre et frit valg til de mange, siger regionsrådsmedlem Kristian Nørgaard (V) med henvisning til, at elevtallet på Grindsted Gymnasium er faldet de senere år.

Gymnasiet har nu tre stx-klasser og to HF-klasser og udsigt til at få det samme de kommende år.

Sagen kort

  1. Bestyrelsen for Grindsted Gymnasium & HF bad allerede i 2018 politikerne i regionsrådet om hjælp til at få undervisningsministeren til at begrænse elevoptaget på de store gymnasier i Vejle.
  2. En rapport om de unges geografiske søgemønstre viste nemlig, at Grindsted Gymnasium kunne få elever til en klasse mere, hvis flere unge valgte det nærmeste gymnasium i stedet for et i Vejle.
  3. Fra Rosborg Gymnasium lød der modsat en opfodring til at lade de unge have et frit valg.
  4. Regionsrådet valgte at lytte til Grindsted, og det samme gjorde den daværende undervisningsminister. Elevoptaget på de store Vejle-gymnasier blev begrænset for et år. Det gjorde det også året efter.
  5. Det politiske signal er det samme i år, og hvis regionsrådet følger indstillingen fra udvalget for uddannelse og arbejdskraft, er resten op til børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

To år med kapacitetsloft har dog ikke helt haft den ønskede effekt, da både Rosborg og Rødkilde i 2020 havde færre ansøgere end før, så der slet ikke blev brug for loftet. Skulle dette virke, skulle regionsrådet gå mere drastisk til værks og sænke loftet endnu mere. Det ønsker man dog ikke.

Kristian Nørgaard (V), regionsrådsmedlem, medgiver, at det er symbolpolitik, når udvalget for uddannelse og arbejdskraft igen i år anbefaler, at der lægges loft over hvor mange elever de store Vejle-gymnasier må optage næste skoleår. Arkivfoto: John Randeris

- Det ville have nogle uønskede sideeffekter og gå ud over elever fra for eksempel Bredsten eller Egtved, og dem ville vi alligevel ikke få til at tage til Grindsted, siger Kristian Nørgaard.

Annonce

Få muligheder

Men hvorfor overhovedet lægge et så lavt loft over elevoptaget, når det formentlig ikke virker?

- Det er symbolpolitik lige nu og det eneste værktøj, vi har i regionens værktøjskasse. Vi ønsker at sende et signal til Grindsted om, at de ikke er glemt. Samtidig er det et signal til Christiansborg om, at der er en vigtig problematik her. Nu har vi sænket loftet i to år, og så ville det være underligt pludselig at stoppe, når vi ved, at hele området er under lup på Christiansborg, siger Kristian Nørgaard.

Politikerne på Christiansborg arbejder blandt meget andet med at ændre reglerne for udkantstilskud, taxametertilskud samt elevsammensætning. I den forbindelse drøfter man også at oprette skoledistrikter, som vi kender det fra folkeskolen.

Annonce

Skoledistrikter

- I Billund Kommune kunne det komme til at betyde, at man som ung i kommunen automatisk hører til Grindsted Gymnasium og kun kan tilbydes en plads på et andet gymnasium, hvis der er plads der, siger Kristian Nørgaard.

Forslaget om skoledistrikter er dog ikke nået frem til folketingssalen endnu, og derfor må de syddanske politikere nøjes med at sende et signal om, at problematikken med, at de små gymnasier mangler elever, fortsat er vigtig at tage med i betragtning, når der laves nye regler.

Udvalget indstiller derfor til regionsrådet, at man igen i år skal bede om undervisningsministerens tilladelse til at begrænse antallet af elever på de to store Vejle-gymnasier, Rosborg og Rødkilde.


Det er symbolpolitik lige nu og det eneste værktøj, vi har i regionens værktøjskasse. Vi ønsker at sende et signal til Grindsted om, at de ikke er glemt.

Kristian Nørgaard (V), regionsrådsmedlem
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce