Annonce
Sydjylland

Regionsrådsformand om nyt budgetforlig: - Der bliver sat en retning og sat nogle nye skibe i søen

Formand for Regionsrådet i Syddanmark, Stephanie Lose (V), er glad for budgetforliget, der faldt på plads mandag aften. Celina Dahl/Ritzau Scanpix
Mandag aften faldt Region Syddanmarks budget for 2020 på plads med et bredt forlig i Regionsrådet. Formand Stephanie Lose (V) er glad for forliget, hvor der både har været plads til at give flere områder et løft og samtidig sætte nye initiativer i gang.

Syddanmark: Hvad er det bedste ved budgetforliget for 2020, som I netop har indgået?

- At vi har mulighed for at give mange forskellige områder på sundhedsområdet et løft og sætte mange nye ting i gang. Jeg er også glad for, at vi kan finde finansiering til at sætte en ny psykiatriplan i værk.

- Der bliver også prioriteret omkring 100 mio. til nye initiativer, og af dem bruger vi 45 mio. på forskellige ting, som skal bidrage til, at vores medarbejdere har de rette kompetencer, at de trives og har det godt. Medarbejderne er forudsætningen for, at vi kan levere god behandling til patienterne. Derfor er jeg glad for, at vi har mulighed for at sætte så massivt ind på området.

Hvad skal de 45 mio. bruges til?

- De skal for eksempel gå til at sikre bedre introduktionsforløb for nyuddannede, der bliver ansat i regionen. Til kompetenceudvikling, så man bliver bedre til at kommunikere med patienterne til gavn for både patienter og medarbejdere. Til digitale kompetencer og til projekter omkring bedre arbejdsmiljø. Og så skal de også gå til at styrke uddannelsesindsatsen for dem, vi har i uddannelse på vores sygehuse.

Hvad håber I, det tiltag kan føre til?

- Jeg håber, de mange initiativer tilsammen betyder, at vi får et endnu bedre sundhedsvæsen i Syddanmark, som det er bedre at være både patient og medarbejder i. Der bliver også sat mange initiativer i gang, som ikke bare er noget, der bliver sat penge af til i morgen, men som rækker frem i de kommende år. Der bliver sat en retning og sat nogle nye skibe i søen.

I kalder de 24 mio. til psykiatrien for et boost. Er det virkelig et boost?

- Det er det, der er skønnet for, hvad vi kan nå at bruge næste år i vores psykiatriplan. Det er vores plan at fortsætte med at finde finansiering, så vi i de kommende år ender med at komme op i omegnen af 70 mio. kroner årligt.

- 24 mio. ville ikke lyde af mange penge, hvis det var ude på et almindeligt stort sygehus som OUH, men psykiatrien i Syddanmarks budget er i omegnen af en tiendedel af vores resterende sygehuse, så det er faktisk et betragteligt beløb, vi tilfører psykiatrien, og som kommer oveni de 44 mio., vi tilførte sidste år, og de 23 mio. som var på finansloven i år.

Er der nogle steder i forliget, hvor I ikke helt er kommet i mål?

- Mange af de her ting kræver, at vi også følger op på dem i de kommende år. Det er noget, vi i fællesskab skal finde penge til i senere budgetforlig. Jeg tror heller aldrig, vi bliver færdige med hverken kompetenceudvikling eller investering i at sikre vores medarbejdere gode forhold. Der er masser af opgaver, der stadigvæk venter, ligesom vi skal finde yderligere finansiering til vores psykiatriplan. Det er topprioritet - også i de kommende år.

Er det realistisk at finde pengene til de initiativer i de kommende år også?

- Det håber jeg. Nu afleverer vi i 2020 et budget, som er i balance, og hvor der er luft til at sætte nye initiativer i gang. Det vil sige, at Syddanmark stadig har en stabil og sund økonomi at bygge videre på. Derfor håber jeg også, forhåbentlig med nogle fortsat gode økonomiaftaler med regeringen, at vi kan følge nogle initiativerne til dørs i de år, der kommer.

Hvad synes du om den økonomiaftale, som regionerne indgik med regeringen?

- Der er tre hovedårsager til, at vi i Syddanmark kan lægge det her flotte budget i år. Den ene er, at Syddanmark generelt er veldrevet og har en stabil og sund økonomi. Den anden er, at vi har fået en god økonomiaftale, som giver sundhedsvæsenet et løft og gør, at vi kan sætte nogle initiativer i gang. Den sidste er, at der i år er ekstraordinært mange frie midler - engangsmidler, fordi vi har indgået det forlig med Bios og Falck, der afslutter ambulancesagen.

Er økonomiaftalen bedre end tidligere aftaler, der er indgået?

- Det er i hvert fald den bedste, der har været i mange år.

Aftalen er jo indgået med en rød regering. Hvordan har du det med, at vi fik en socialdemokratisk regering?

- Det er ikke nogen hemmelighed, jeg gerne havde set, at Venstre havde statsministerposten. Venstre fik heldigvis et rigtig godt valg. Til gengæld er jeg selvfølgelig glad for, at regionerne ikke ser ud til at være på vej ud af døren lige nu, og at vi får lov til at arbejde med de mange gode initiativer, vi sætter i værk med det her budgetforlig.

- Selvfølgelig er jeg glad for, at regionerne stadig er her. Jeg tror på, at vi gør en forskel, og det synes jeg sådan set også, vi beviser med vores budgetforlig.

Annonce

Budget 2020

Budgetforliget blev indgået den 21. oktober 2019. 39 af regionsrådets 41 medlemmer står bag forliget.

Aftalen om budget 2020 indeholder blandt andet:

206 mio. til stigende medicinudgifter og til udgifter forbundet med, at den gennemsnitlige levealder stiger.

80 mio. kr. ekstra til sundhedsområdet, hvoraf 24 mio. er øremærket til psykiatriområdet.

45 mio. til at sikre trivsel og rette kompetencer hos medarbejdere i regionen.

15 mio. til regional udvikling og arbejdet med klima og bæredygtighed.

Et engangsbeløb på 65 mio. til indkøb af nyt udstyr, digitalisering og udbredelse af løsninger til hele regionen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Dronningens jernnæve

Der er nærmest altid uro i det engelske kongehus, og den seneste tid har uroen haft den iltre prins Harry som omdrejningspunkt. Prins Harry er bror til prins William, der en dag bliver konge, og yngste søn af prins Charles og prinsesse Diana, og sammen med sin kone, den borgerligt og amerikansk fødte hertuginde Meghan, ønsker han at trække sig som såkaldt seniormedlem af kongefamilien. Det er blandt andet ønsket om mere privatliv, der har bragt det unge ægtepar på disse tanker. Den engelske dronning Elisabeth har reageret ved at efterkomme parrets ønske, men samtidig også frataget dem retten til at kalde sig "kongelige højheder", frataget dem retten til at modtage apanage ligesom de to skal tilbagebetale cirka 20 millioner kroner for den nylige renovering af deres residens Frogmore Cottage. Der er langt fra det engelske til det danske kongehus, men dronning Elisabeths beslutning virker klog. Selv om man som kongelig er født ind i en særlig skæbne, er der historisk flere eksempler på, at medlemmer af forskellige kongehuse har frasagt sig disse nedarvede privilegier. I England synes dronningens holdning klar: Hvis du ikke vil arbejde som kongelig, får du heller ikke løn som kongelig. Dette spørgsmål kommer vi uden tvivl også til at diskutere inden længe her i Danmark, idet der i kongehuset lige nu er usædvanligt mange børn. En del af disse vil formentlig heller ikke som voksne kunne fylde en tilværelse ud inden for kongehuset, og derfor vil den til den tid siddende regent i samråd med regering og Folketing skulle træffe beslutninger i samme boldgade som dronning Elisabeths. Et kongehus med nedarvede privilegier er egentlig som konstruktion en anakronisme, men da eksempelvis det danske kongehus nyder massiv folkelig opbakning, er det i praksis en ganske demokratisk indretning. Imidlertid hviler en del af populariteten utvivlsomt på en bred accept af forholdet mellem aflønning og indsats, og her er det klart, at medlemmer af kongehuset for at få apanage skal arbejde for pengene.

112

Brand opstod omkring rør fra brændeovn

Kolding

Handicap-forum kritiserer adgangsforholdene på Kolding Sygehus: Det er for hårdt at komme ind i manuel kørestol

Kolding For abonnenter

Emilie skal flytte fra sin lejlighed på grund af rotter: - Jeg kan ikke sove om natten

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];