Annonce
Varde

Narresut: Reglerne for genåbningen får en blandet modtagelse i restaurationsbranchen

Lis og Kristian Rossau fra Agerbæk Hotel ser frem til at kunne holde fester igen. Men armene er langt fra over hovedet, da det nuværende forsamlingsforbud er alt for lavt til at kunne opfylde kundernes behov. Agerbæk Hotel har mange fester med over 100 gæster. Først fra den 1. august ophæves forsamlingsforbuddet, der lige nu er på 25 og stiger til 100 fra den 11. juni.  Arkivfoto: Morten Nielsen
Alslev Forsamlingshus jubler, mens Kristian Rossau fra Agerbæk Hotel kalder genåbningen og forsamlingsforbuddet en narresut. Tue Kring Nielsen fra Næsbjerghus ser frem til at genåbne efter seks måneder.

Agerbæk/Alslev/Næsbjerg: At det nu igen fra den 6. maj til private arrangementer er muligt at få slukket tørsten efter klokken 23.00 i landets forsamlingshuse, restaurationer og hoteller får en noget blandet modtagelse, alt efter hvem man spørger. Det er en del af genåbningsaftalen fra 4. maj, som et meget bredt flertal i Folketinget står bag. Private arrangementer er for eksempel bryllupper, konfirmationer og fødselsdage.


Aftalen er ingenting værd for os som en selskabsforretning. Vi er meget hårdt ramt. Meget mere end folk aner. Det har kostet os mange penge.

Hotelejer Kristian Rossau, Agerbæk Hotel


Annonce

Hotelejer Kristian Rossau fra Agerbæk Hotel er som altid bramfri og direkte:

- Det kommer ikke til at betyde en disse. Det er som en narresut, der er stoppet i munden på os, siger Kristian Rossau (72), som sammen med sin hustru Lis (71) har drevet hotellet siden 1976.

Meget hårdt ramt

En narresut, da selve forsamlingsforbuddet fortsat er den største udfordring for restaurationsbranchen og forsamlingshusene. Så hjælper det et fedt, at gæsterne kan drikke til den lyse morgen. Lige nu er forsamlingsforbuddet på 25 og bliver hævet til 50 personer den 21. maj, og fra den 11. juni bliver forsamlingsforbuddet hævet til 100 personer.

- Aftalen er ingenting værd for os som en selskabsforretning. Vi er meget hårdt ramt. Meget mere, end folk aner. Det har kostet os mange penge, siger Kristian Rossau.

Han fortæller, at ud af 250.000 kroner fra hjælpepakken skal de betale 137.500 kroner tilbage. Årsagen er, at Agerbæk Hotel har holdt køkkenet åbnet og leveret takeaway. Derved er omsætningen blevet lidt for høj til at modtage det fulde beløb i tilskud. Det havde været billigere at lukke helt ned.

Annonce

Fester er flyttet

Og det var lige det, som Tue Kring Nielsen fra Næsbjerghus gjorde efter et par uger med takeaway. Han lukkede. Nu er han og noget af personalet klar til at genåbne efter seks måneder på torsdag.'

Tue Kring Nielsen fra Næsbjerghus glæder sig sammen med personalet til at sige goddag til gæsterne efter seks måneder. Grundet corona er den populære søndagsbuffet naturligvis taget af bordet. I stedet er der en a la carte-menu fra tirsdag til søndag. Mandag er der lukket. Arkivfoto: Morten Nielsen

- Torsdag bliver en festdag. Det bliver en sand fornøjelse, siger Tue Kring Nielsen.

Han har dog ikke nogen større forventning om, at Næsbjerghus bliver væltet omkuld af bookninger.

- Festerne er flyttet til efteråret. Og der er stort set ingen fester i juni og juli, siger Tue Kring Nielsen, der åbner op for a la carte-menu fra tirsdag til søndag.

Annonce

Ikke meget logik

Hos Alslev Forsamlingshus er jublen til gengæld stor.

- Jeg er helt sikker på, at vi får flere bookinger. Folk er klar til at feste, siger formand Dorte Veis Svendsen fra Alslev Forsamlingshus.

Og at der fra den 6. maj igen må nydes spiritus efter klokken 23.00, er ikke helt uvæsentlig. Det har faktisk kostet tre aflysningerne.

- De havde ikke lige været opmærksomme på reglen om klokken 23.00. Der er ikke ret meget, der er logisk i disse tider, siger Dorte Veis Svendsen.

Så er fest

Fra den 6. maj vil det igen være muligt at få serveret spiritus efter klokken 23.00 til private arrangementer på serveringsteder og i lejede festlokaler. Private arrangementer er bryllupper, konfirmationer, fødselsdage, studenterfester og lignende.

Men reglerne for forsamlingsforbuddet gælder fortsat indendørs. Fra den 6. maj må man være 25 samlet. Fra den 21. maj må man være op til 50 personer, mens forsamlingsforbuddet stiger til 100 fra den 11. juni.

Fra den 1. august forventes forsamlingsforbuddet på området ophævet. Der gælder andre regler for helt store arrangementer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce