DARUM: Darum kan se frem til at få 30-40 nye beboere, når de nye lejeboliger på Skråtoften tages i brug i løbet af sommeren. I hvert fald er der 32 borgere/familier, som er skrevet på ventelisten hos boligselskabet Bovia, som står for formidlingen af de nye boliger, som Vejen Byggeselskab står bag.
Den store interesse for de nye boliger kunne Leif Nielsen, bestyrelsesformand for Vejen Byggeselskab fortælle om, da han fredag middag bød velkommen til rejsegildet for de nye boliger.
Der er tale om gårdhavehuse med fladt tag på henholdsvis 85 og 115 kvadratmeter. Boligerne på 85 kvadratmeter med to værelser, de store boliger med stue og tre værelser. Boligerne opføres i mørkebrune mokkasten, så de falder smukt ind i landskabet med en beliggenhed i bunden af Skråtoften, lige op ad det lille stykke skov i Darum, som lokalt kendes som "Spejderskoven".
Rimelig husleje
Betyder meget
Byrådsmedlem Karsten Degnbol, (V), som har siddet med i det udvalg under lokalrådet, som skulle arbejde på at skaffe lejeboliger til Darum, sagde i sin tale ved rejsegildet, at de nye boliger betyder meget for Darum.
- Det kan være med til at fastholde Darum Børneby, byens store fritids- og aktivitetsniveau og forhåbentlig også meget snart en ny købmandsbutik, sagde han. Degnbol føjede til, at man i Esbjerg Kommune satser på befolkningsvækst, og at det samtidig er vigtigt, at denne vækst sker i hele kommunen - herunder i en landsby som Darum, der i mange sammenhænge i de senere år har gennemført en række initiativer, hvor byen har gjort opmærksom på, at det er en landsby, som er værd at bosætte sig i.