Annonce
Indland

Rekordmange besøgte Folkemødet - nu med mere fokus

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Folkemødet stod i verdensmålenes tegn, og muligvis kommer der et tema igen næste år, fortæller direktøren.

Folkemødet anno 2019 har på sin vis været et test år for organisationen bag. Det er nemlig første gang, at der har været et egentligt tema for den politiske festival på Bornholm.

Men det er muligvis ikke sidste gang. Det fortæller Mads Akselbo Holm, der er direktør for Foreningen Folkemødet.

- Personligt synes jeg, at det er en succes, at vi har sat et tema ned over Folkemødet, siger han.

Temaet har været FN's 17 verdensmål. Og det er blevet modtaget rigtig godt, mener direktøren.

- De stadepladsholdere, som er med på Folkemødet, har taget verdensmålstemaet til sig, siger han.

- De har arbejdet med en ambition om at omsætte det, vi definerer som nogle til tider flyvske verdensmål for den almindelige borger, ned til nogle konkrete hverdagsmål.

Han fortæller, at en tematisering kan være i spil til Folkemødet næste år. Men først og fremmest skal holdet bag have noget søvn og evaluere.

- Der er en masse god erfaring at bygge på, så vi kan træffe nogle gode beslutninger for de kommende år, siger Mads Akselbo Holm.

I alt besøgte 114.000 mennesker Folkemødet. Særligt fredag var god, da 45.000 mennesker lagde vejen forbi. Det er en rekord, fremgår det af Folkemødets hjemmeside.

Torsdag satte også rekord for besøgende på en åbningsdag med 32.000 gæster. 114.000 er det akkumulerede tal, når man lægger gæster fra alle dagene sammen.

Omkring 70 procent af Folkemødets events omhandlede et eller flere verdensmål.

I Bornholms Lufthavn var der dog ikke meget succes lørdag, hvor vejret satte en stopper for flytrafikken fra omkring klokken 14.

I alt var cirka 20.000 mennesker igennem lufthavnen lørdag, og mange af dem oplevede forsinkelser, oplyser lufthavnschef Christina Dideriksen.

Hun fortæller, at de længste ventetider lørdag var op mod seks timer.

- Kommunikationen kan altid blive bedre. Men vi forsøgte at kommunikere så meget som muligt, vi havde ikke så meget viden om, hvad vi skulle fortælle folk, siger lufthavnschefen.

Søndag har lufthavnens passagerer igen været ramt af forsinkelser.

Politiet har derimod haft et roligt folkemøde, fortæller kommunikationsansvarlig hos Bornholms Politi Mikael Schollert.

- Vi har snakket om, at det nok har været et af de mest rolige folkemøder, hvis man kigger på aften- og nattetimerne, siger han.

Han fortæller, at det eneste bump har været vejret, men ifølge ham blev det håndteret godt.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejen

Vejen Kommune vinder vigtigt slag om Skovgårdsvej: Har handlet efter bogen

Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Aabenraa

Kæmpe narkofangster ved grænsen

Annonce