Annonce
Indland

Rekordmange er blevet lyntestet inden genåbning

Mandag var der lange køer til lyntestcentre landet over. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Lyntestcentre landet over har haft ekstra travlt mandag. Tre udbydere melder allerede mandag aften om rekord.

Tirsdag genåbner liberale erhverv som frisører, massører og tatovører med krav om fremvisning af for eksempel en negativ coronatest.

Det har skabt travlhed hos landets lyntestcentre.

Carelink, der på vegne af staten foretager lyntest, har mandag indtil klokken 20.10 testet 51.800 personer. Det er en ny daglig rekord for Carelink, oplyser direktør Brian Rosenberg.

Også Copenhagen Medical har sat ny daglig rekord. Klokken 17.50 havde udbyderen testet over 50.000 borgere, oplyste den til B.T.

Falck melder om samme situation. Ifølge pressechef Lisbeth Nedergaard blev mandag "den store testdag".

Carelink havde indtil i dag højest testet cirka 34.000 på 24 timer. Virksomheden havde forventet en travl mandag, og derfor har man været klar til at tage imod de mange mennesker mandag, fortæller Brian Rosenberg.

- Der har været et enormt tryk og lange køer, men vi har været til stede 86 steder, og det er klart, det har taget noget af trykket. Og så har vi åbent til klokken 24.

- Den næste times tid vil jeg tro, der kommer 2500-3000 igennem. Og så flader det nok ud de sidste tre timer, hvor der nok kommer 5000 mere. Vi lander nok lige omkring 60.000, siger han mandag aften klokken 20.10.

Carelink har haft cirka dobbelt så meget mandskab til stede på testcentrene, som der ville være på en normal dag.

Hos Falck forventer man, at mandagens testtal er cirka 50-70 procent højere end den hidtidige rekord.

Virksomheden tilbyder lyntest i Region Sjælland, Region Nordjylland og Region Midtjylland. Den har mere end 100 testcentre.

- Der har været lange ventetider i nogle af de centrale teststeder, men så har folk jævnet sig ud i løbet af dagen. Men der har været lang kø mange steder, siger Falcks pressechef, Lisbeth Nedergaard.

- Det er forløbet fint, og folk tager det virkelig pænt. Der er ingen brok eller surhed. Alle er klar over, at det er en stor samfundsopgave, siger hun.

Ud over frisører, massører, tatovører, kosmetologer, solarier og køreskoler tirsdag kan slå dørene op, er det også dagen, hvor børnene vender tilbage i skole.

I Ishøj, Brøndby, Halsnæs, Fredensborg og Gladsaxe må skoler og fritidsordninger dog først åbne 12. april grundet høje smittetal.

Det samme gælder de liberale serviceerhverv i de fem kommuner.

Også i Rødovre Kommune og Albertslund Kommune er skoler og fritidsordninger lukkede indtil 12. april grundet høje smittetal.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv

Babyboom lukker populær frisørsalon

Annonce