Annonce
Indland

Syv procent flere har søgt ind på videregående uddannelser

Med over 94.000 ansøgere var antallet af ansøgere til de videregående uddannelser tæt på at sætte rekord.
Annonce

94.604 har i år søgt ind på en videregående uddannelse, oplyser uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) på Twitter.

Der er tale om en stigning på syv procent i forhold til 2019, hvor knap 89.000 søgte ind.

Der var frist for ansøgninger på kvote 1 søndag klokken 12.

- Det er godt, at så mange har lyst til at tage en uddannelse. Det er rigtig godt for den enkelte og giver flere muligheder i livet - men det er også godt for vores samfund, siger uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen i en skriftlig kommentar.

- Jeg håber, at så mange som muligt får deres ønske opfyldt, tilføjer hun.

Det var ventet, at der i år ville være ekstraordinært mange, der ville søge ind på de videregående uddannelser - ikke mindst på grund af udbruddet af coronavirus.

Med 94.604 ansøgninger i 2020 var niveauet tæt på at slå rekord. I 2016 søgte 94.744 ind.

På de videregående uddannelser er man tilfreds med udsigten til flere studerende.

- Det er selvfølgelig glædeligt, at flere unge mennesker har søgt ind på de videregående uddannelser, herunder på universiteterne, siger Anders Bjarklev, der er formand for rektorkollegiet under Danske Universiteter.

- Specielt set i lyset af, at regeringen har bedt os om at lave flere pladser, så dem, vi havde håbet på ville søge ind, nu har en større chance for at komme ind på de uddannelser, de drømmer om, tilføjer han.

Stigningen i antallet af ansøgere udløser også glæde i flere erhvervsorganisationer.

- Det er overordentligt positivt, da en uddannelse er den bedste fremtidsinvestering, et ungt menneske kan lave, siger Mads Eriksen, forsknings- og uddannelsespolitisk chef i Dansk Erhverv.

Også i Dansk Industri (DI) glæder man sig over, at flere søger ind på videregående uddannelser.

- Vi håber især, at de unge har søgt mod uddannelser med gode beskæftigelsesmuligheder, og hvor man kan gøre en forskel i forhold til den grønne omstilling, siger Mette Fjord Sørensen, underdirektør i DI.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Regionalt

Tidligere JydskeVestkysten-chef giver ledelsen en ordentlig kindhest: - I bør overveje at lukke avisen, inden det bliver pinligt

Annonce