Annonce
Erhverv

Regnfuld oktober sætter rekord i antallet af overnatninger

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Både danskere og turister har i oktober været med til at give rekordmange overnatninger herhjemme.

De danske hoteller og feriecentre havde travlt i efterårsferien, og det bidrog til rekordmange overnatninger herhjemme i oktober.

Ifølge Danmarks Statistik var der næsten 2,4 millioner overnatninger fordelt ud over de danske hoteller, feriecentre, campingpladser og vandrerhjem i oktober.

Det var en stigning på 90.000 overnatninger i forhold til den hidtidige oktober-rekord fra sidste år.

Stigningen i dette års oktober skyldes især et voksende antal overnatninger på hoteller i Region Hovedstaden.

Her steg både udenlandske og danske overnatninger med syv procent i forhold til året før i form af henholdsvis 30.000 flere udenlandske og 25.000 flere danske overnatninger, skriver Danmarks Statistik.

Stigningen i antallet af overnatninger er særligt imponerende set i lyset af, at oktober har været en af de vådeste måneder i mange år, bemærker Sune K. Jensen, der er chef for turisme og oplevelse i Dansk Industri.

- Man kunne næsten tro, at turisterne elsker det regnfulde Danmark.

- Men at vi trods meget dårligt vejr har formået at fastholde turisternes interesse skyldes i højere grad, at vores attraktioner er lykkedes med at fortælle turisterne om alle de oplevelser, som de kan få, når de vælger at holde ferie i Danmark, siger Sune K. Jensen.

Også de danske feriehuse har haft en travl oktober.

Der har således været 2,3 millioner overnatninger i udlejede feriehuse, og det var rekordmange for måneden, oplyser Danmarks Statistik.

Særligt tyske turister har bidraget til stigningen.

I oktober var der 212.900 flere tyskere, som valgte at overnatte i de udlejede danske feriehuse i forhold til samme måned sidste år.

De danske overnatninger faldt til gengæld med 32.700 overnatninger.

Samlet for oktober, når overnatningerne fra både feriehusene og blandt andet hotellerne og feriecentrene slås sammen, var der 4,7 millioner overnatninger i Danmark.

/ritzau/

Annonce
Link til opgørelse fra Danmarks Statistik
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vi gør det fortsat ikke godt nok

Møgsagerne i det offentlige Danmark har stået i kø med milliardsvindel med udbytteskat, misbrug af Socialstyrelsens midler og tilsyneladende meget grove forhold hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Lokalt har vi såmænd også haft et tilfælde, hvor fire personer er blevet sigtet for bedrageri mod Sygehus Lillebælt. Alt dette til trods: Vi er fortsat verdens mindst korrupte land sammen med New Zealand. Det viser anti-korruptionsbevægelsen Transparency Internationals årlige undersøgelse af forholdene i 180 lande. Egentlig er det ikke så overraskende. Inderst inde ved de fleste danskere jo godt, at bestikkelse hører til sjældenhederne. Få borgere kunne finde på at tilbyde myndighedspersoner erkendtligheder i forventning om modydelser. Og endnu færre offentligt ansatte kunne formentlig drømme om at tage mod penge eller tvivlsomme vennetjenester. Vi har grund til at glæde os over dette forhold. Korruption er en kræftsvulst på samfundet. Den gør alt dyrere og langsommere, fordi udgifterne til korruption skal lægges oven i prisen på alle projekter, hvor man tilmed langtfra kan være sikker på, at de bedste og billigste får overdraget en given opgave. Derfor er det heller ikke noget tilfælde, at de mest korrupte lande som regel også er de fattigste med for eksempel Sydsudan, Somalia og Syrien som nationer, der både er bundkorrupte og aldeles rædselsfulde at bo i. Korruption er imidlertid langtfra kun et økonomisk problem. Endnu værre er det, at bestikkelse tærer på ethvert samfunds vigtigste kapital, nemlig tilliden mellem borgerne indbyrdes og i forhold til myndighederne. Danmark er fortsat et samfund bygget på gensidig tillid. Men ligesom vi trods førstepladsen mister point på opgørelsen over korruptionens omfang, er der også en blevet plads til en lille tvivl i mange danskeres forhold til myndighederne. Den situation er netop opstået på grund af den senere tids mange skandaler. Så jo, vi gør det godt. Men vi gør det fortsat ikke helt godt nok.

Regionalt For abonnenter

Borgmestre raser over skrottede solcelle-planer for millioner: - Det er fuldstændig vanvittigt

Annonce