Kolding: Det er et højdepunkt på Arkitekturens Dag, når årets priser for god arkitektur bliver uddelt på Kolding Bibliotek. Sådan var det også mandag, hvor syv meget forskellige byggerier endte med at blive præmieret.
Ud over bedømmelsesudvalgets arkitekturpriser er også prisen "Borgernes favorit" uddelt. Den er udpeget via en offentlig afstemning på Kolding Kommunes hjemmeside. Der blev afgivet hele 1524 stemmer i år – og det er ny rekord.
Med næsten 27 procent af de afgivne stemmer blev Kirkegårds Allé 4 i Christiansfeld valgt som årets favorit – efterfulgt af IBA’s nye undervisningsbygning og renoveringen af Låsbyhøj, som fik henholdsvis 15 og 13 procent af stemmerne.
Kandidaterne til finalefeltet er fundet i puljen af forrige års byggerier, og i år kunne årets bedømmelsesudvalg vælge mellem 10 bygningsværker i flere forskellige kategorier som privat boligbyggeri, erhvervsbyggeri, og bygnings- og byforbedringer.
Bedømmelsesudvalget har i år valgt at præmiere fire byggerier – og give hædrende omtale til yderligere tre byggerier.
Arkitekturpris: Fjordvej 114
Villaen på Fjordvej 114 er en ombygning af det 60’er-hus, der tidligere lå på grunden, men det ser man ikke umiddelbart. Kun de bevarede betonmure, der adskiller sig fra de nye, som endnu fremstår helt upatinerede, afslører dén del af husets historie.
Bedømmelsesudvalget prisbelønner Fjordvej 114 for: "- et enkelt og let aflæseligt greb, der elegant indrammer boligen og fjorden".
Ejere: Jeanett og Kim Hyldahl, rådgiver: Stokvad rådgivende ingeniører, arkitekt: Lars Schwartz Hansen, Skads Tømrer.
Arkitekturpris: Havneparken 1 - IBA
IBA’s nye hus er tilsyneladende ikke et ekstravagant hus. Konstruktionen og formen er faktisk ganske enkel. Men den rytmiske og farverige facadebearbejdning gør, at den enkle bygningskrop bliver til en karakterfuld og skulpturel bygning.
Bedømmelsesudvalget prisbelønner IBA i Kolding for: "- en enkel arkitektur med en særdeles karakterfuld og skulpturel facade, der formidler bygningens indre liv".
Bygherre: IBA erhvervsakademi, rådgiver: Hoffmann og NIRAS, arkitekt: Kjaer og Richter, Gustin.
Arkitekturpris: Kløvkærvej - Fremtidens Bæredygtige Almene Boliger
Bæredygtigheden er ikke kun at spore i den åbne håndtering af arealernes regnvand og det klare valg af træ som byggemateriale – der er også lagt vægt på at skabe et socialt bæredygtigt boligområde.
Bedømmelsesudvalget prisbelønner Fyrværkeriparken i Seest for: "- en nyskabende boligbebyggelse, der på fornem vis demonstrerer social og miljømæssig bæredygtighed".
Bygherre: Alfabo, rådgivere: Dissing + Weitling architecture, MOVE arkitektur, Wissenberg A/S, Egil Rasmussen.
Arkitekturpris: Låsbyhøj Sundhedscenter
I et samarbejde mellem Kolding Kommune og Region Syddanmark er det lykkedes at samle flere funktioner i ét hus og samtidig bringe nyt liv til det bevaringsværdige gamle hus, som nu igen fremstår imponerende smukt på sin høj for enden af Låsbygade.
Bedømmelsesudvalget prisbelønner Låsbyhøj Sundhedscenter for: "- en smuk arkitektur, der med største selvfølgelighed skaber et nyt, samlende rum i bygningens hjerte".
Bygherre: Kolding Kommune og Region Syddanmark, rådgivere: KG Hansen, GPP arkitekter, NIRAS, Boldt-Henningsen landskab, Tegnestuen Mejeriet.
Hædrende omtale: Kirkegårds Allé 4
Der er med denne grundige istandsættelse gjort en ekstraordinær indsats, som ikke blot har givet bygningen nyt liv, men faktisk løfter hele området omkring ankomsten til Gudsageren og sammenhængen med resten af byen.
Bedømmelsesudvalget giver hædrende omtale til Kirkegårds Allé 4 i Christiansfeld for: "- en omhyggelig restaurering, der er tro mod bygningens arkitektur og historie".
Ejer: Szocska Living.
Hædrende omtale: Fjordvej 106A
Her er tale om et komplekst hus, som har meget på hjerte. Både i formgivning, materialer og udførelse er der lagt meget omhu og omtanke. Særligt skal fremhæves murværkets detaljerigdom.
Bedømmelsesudvalget giver hædrende omtale til byggeriet af Fjordvej 106A for: "- en arkitektur med fokus på materialets skønhed og håndværksmæssig stolthed".
Ejere: Karen Margrethe og Jørgen Fode, rådgivere: E+N arkitektur, Chr. Og Kaj Nielsen, murerfirma Johansen og Bodholdt.
Hædrende omtale: Skovhavevej 18
Landejendommen på Skovhavevej 18 i Bjert blev overtaget af de nuværende ejere for få år siden. På den korte tid er der sket en forvandling af den gamle ejendom – fra nærmest urørte landbrugsbygninger til dyrehold og et nedslidt stuehus, til en moderne bolig og et imponerende showroom for ejernes butik.
Bedømmelsesudvalget giver hædrende omtale til Skovhavevej 18 for: "- en ambitiøs omdannelse med omsorg og respekt for de oprindelige bygningers karakter og historie".
Ejere: Betina og Mark Houmann, rådgiver: Claus Reinholdt
De bestemte
Formand for Plan-, Bolig- og Miljøudvalget Birgitte Kragh, (formand)
Formand for Kulturudvalget Jesper Elkjær
By- og udviklingsdirektør Merete Dissing
Stadsarkitekt Michael Pagaard
To fagdommere udpeget af Arkitektforeningen:
Arkitekt Aksel Fyhn
Arkitekt Anja Rolvung