Annonce
Kolding

Rekordomsætning for tredje år i træk på Kolding Havn

2018 var et begivenhedsrigt år for Kolding Havn. Omkring 500 fragtskibe og 1.255.000 tons gods gav Kolding Havn en omsætning på 32 millioner kroner. I november besluttede byrådet at afvikle den kommunalt ejede havn over 25 år. Arkivfoto: Søren Gylling
Kolding Havn fik igen rekordomsætning, men for første gang i "moderne tid" kom havnen ud med et underskud. Havnedirektøren forklarer, at underskuddet skyldes byrådets beslutning om at afvikle havnen over 25 år.

Kolding: Endnu en gang er det lykkedes Kolding Havn at slå sin egen omsætningsrekord. Til trods for det fine resultat er der dog røde tal på bundlinjen. Det skyldes, at beslutningen om at lukke havnen allerede nu har konsekvenser, skriver havnen i en pressemeddelelse.

Omkring 500 fragtskibe og 1.255.000 tons gods gav Kolding Havn en omsætning på 32 millioner kroner. Havnen kunne dermed for tredje år i træk sætte omsætningsrekord. Men havnen fik et underskud på 700.000 kroner som følge af, at havnen afvikles over de næste 25 år.

- Det kan virke som en lang tidshorisont, men det har allerede konsekvenser nu, hvor byrådets beslutning blandt andet afspejler sig i det økonomiske resultat for 2018, fortæller havnedirektør, Anders Vangsbjerg Sørensen.

Annonce
På Kolding Havn havde vi gerne fortsat udviklingen endnu 175 år, men set i lyset af at de 17 virksomheder, som i dag har deres ansatte, aktiver og aktiviteter på havnens arealer, skal være ude inden for knap 25 år, så er det ikke sikkert, at det giver mening at fortsætte den udvikling, vi havde arbejdet på.

Anders Vangsbjerg Sørensen, havnedirektør

Minus på 700.000 kroner

Kolding Havn investerede i 2018 mange penge i at få udarbejdet en overordnet masterplan og lave de indledende undersøgelser for en planlagt udvidelse af havnearealerne med blandt andet boreprøver, ingeniørberegninger og opmålinger.

- Det er omkostninger, som normalt bliver bogført som investeringer i havneanlæg med løbende afskrivninger, men nu, hvor planerne på baggrund af Kolding Byråds beslutning ikke bliver ført ud i livet, skal disse omkostninger ifølge regnskabsloven flyttes over på driften. Det belaster årets regnskabsmæssige resultat i 2018, og det er årsagen til, at vi i år kommer ud med et negativt resultat, siger Anders Vangsbjerg Sørensen, som vurderer, at resultatet ellers havde været et pænt millionoverskud.

- Nu kommer vi ud af 2018 med et minus på 700.000 kroner. Det første underskud i moderne tid, udtaler Anders Vangsbjerg Sørensen i pressemeddelelsen.

Planer ændres

Omsætningsrekorden kom i hus gennem samarbejdet med havnens 17 erhvervsvirksomheder, som blandt andre tæller de tre skibsagenter Grau Shipping, Svane Shipping og H. Daugaard.

Havnen fremhæver blandt andet, at satsningen på udvalgte godstyper inden for cirkulær økonomi og en strategi om at skabe en specialhavn har trukket omsætningen op.

- På Kolding Havn havde vi gerne fortsat udviklingen endnu 175 år, men set i lyset af at de 17 virksomheder, som i dag har deres ansatte, aktiver og aktiviteter på havnens arealer, skal være ude inden for knap 25 år, så er det ikke sikkert, at det giver mening at fortsætte den udvikling, vi havde arbejdet på, udtaler Anders Vangsbjerg Sørensen.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce