Annonce
Haderslev

Rerup forsøgte at udskyde Honnørkaj-beslutning i to måneder

Mogens Rerup fra Alternativet stillede forslag om at udskyde beslutningen om Honnørkaj-projektet i en måned. Han fik opbakning fra sin tidligere partikammerat Svend Brandt,  Finn Lykkeskov og Bent Vedsted Rønne fra S samt Bent Iversen (SF) og Carsten Leth Schmidt fra Slesvigsk Parti. Flertallet nedstemte dog forslaget. Arkivfoto: Jacob Schultz
Mogens Rerup mente, at der mangler nogle grundlæggende svar på spørgsmål om byggehøjder, bæredygtighed og solceller på højhus-byggeri på Haderslev Havn. Opfordrede byråd til at udskyde beslutning til januar.

Mogens Rerup fra Alternativet forsøgte i sidste øjeblik at få beslutningen om Honnørkaj-projektet udskudt i to måneder. Mogens Rerup mente, at der var for mange åbne spørgsmål, som trængte til at blive besvaret.

- Personligt er jeg meget for, at man bygger på Honnørkajen. Jeg har aldrig set et projekt, der har givet så mange overdrivelser. Om det er smukt eller grimt er en smagssag, og det er jeg ligeglad med. Men i plangrundlaget står der intet om solceller eller byggeriets beton-procent. Vi har lige besluttet at blive klimakommune, og nu er jeg bange for, at hvis vi uden videre siger ja, så giver vi også investor en blankocheck til at gøre, hvad han vil.


Annonce

Jeg synes, det er ret fantastisk, at man ikke ved, hvor højt byggeriet bliver. For at undgå en masse kritik mener jeg derfor, at vi bør udsætte beslutningen til byrådsmødet i januar.

Mogens Rerup, Alternativet


- Jeg synes, der mangler oplysninger om bæredygtighed i materialerne og energi. Desuden får vi at vide, at der slet ikke bliver bygget så højt. Jeg synes, det er ret fantastisk, at man ikke ved, hvor højt byggeriet bliver. For at undgå en masse kritik mener jeg derfor, at vi bør udsætte beslutningen til byrådsmødet i januar. To måneder til eller fra betyder intet, og vi kan få de svar, som vi mangler og som befolkningen efterlyser. Så bliver vi heller ikke beskyldt for bare at tromle hen over kritikerne, sagde Mogens Rerup.

Brandt var enig

Mogens Rerup fik opbakning fra uventet side. Han og hans tidligere partifælle, Svend Brandt (EL), er ellers ikke enige om meget. I spørgsmålet om udsættelse var de dog på helt samme linje.

- Det er sjovt at høre denne drøftelse. For der er jo stort set ingen, der er tilfredse, sagde Svend Brandt med henvisning til, at flere af byrådets medlemmer ville have grønne haver og restaurant samt offentlig adgang til de øverste etager i højhuset med de private boliger. I planerne står der, at det kan ske, der står ikke, at det skal ske.

- Vi skal sikre, at der rent faktisk kan blive en restaurant på øverste etage, og vi skal sikre, at indsigelserne bliver hørt. Siger et flertal ja, så lægger vi os ned på knæ, fordi vi ikke tør stille krav. Vi skal have det skrevet ind i planerne. Jeg synes, vi er nogle nokkefår, at vi ikke tør stille de krav. Hvem siger, at det ikke kan lade sig gøre. Så lad os udsætte beslutningen i to måneder og bruge tiden på at diskutere og få svar på de sidste spørgsmål, sagde Svend Brandt.

Annonce

Finn bliver ved jorden

Socialdemokraten Finn Lykkeskov er ikke begejstrede for højder. Han er heller ikke begejstret for højhuse. Allermindst begejstret er han dog for, at flertallet i beslutningsprocessen tilsyneladende totalt lader til at  have overhørt de mange svar fra fagligt kompetente folk, som har indgivet høringssvar.

- Men der er nogle, der kalder sig modige, og vi andre, der er imod, bliver så kaldt slappere. Jeg kunne godt fristes til at stemme for Mogens' forslag, ellers stemmer jeg imod, sagde Finn Lykkeskov, der gerne havde set, at en stadsarkitekt eller et arkitekturråd havde vurderet projektet.

Fungerende borgmester Jon Krongaard (DF), som under borgmester H. P. Geils sygeorlov styrede mødet betegnede Mogens Rerups forslag om udsættelse for det mest vidtgående og sendte det til afstemning som det første.

For stemte Mogens Rerup, Bent Vedsted Rønne og Finn Lykkeskov fra Socialdemokratiet samt Carsten Leth Schmidt fra Slesvigsk Parti, Svend Brandt fra Enhedslisten samt Bent Iversen fra SF. Bo Morthorst Rasmussen (S) undlod at stemme, mens resten stemte imod.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport For abonnenter

Kommentar: Der er ingen vej udenom - Uefa eller Hjulmand taler usandt

Annonce