HADERSLEV: Punkt nummer 10 på tirsdagens byrådsdagsorden er et medlemsinitiativ fremsat af Mogens Rerup, Alternativets byrådsmedlem. I det opfordrer han Haderslev Byråd til at stemme for at trække kommunes politianmeldelse af ham tilbage. Punktet skal behandles under den lukkede del af byrådsmødet, og det synes Rerup er noget pjat, især fordi han først fik besked torsdag i sidste uge.
I en mail fra byrådets sekretariat til Rerup forklares det, at punktet er lukket, fordi det er den umiddelbare vurdering fra Kommunerne Landsforening, KL, som Haderslev Kommune har spurgt til råds. Det råd giver Mogens Rerup imidlertid ikke meget for.
- Hvis nogen er inhabil, så er det da KL. Det er KL og deres advokat, der har ført sagen for Haderslev Kommune, og så er KL jo en part i sagen. Men uanset hvad, det er jo noget sent at fortælle, det skal være et lukket punkt. Jeg sendte medlemsinitiativet den 23. december 2020, så de havde jo rigeligt med tid til at fortælle mig om det. Nu kommer de i sidste øjeblik, og så har jeg ingen mulighed for at klage over KL’s vurdering, og sagen handler jo og mig selv.
Det er en uskik, det bør være således, at borgerne kan følge med, hvad politikerne beslutter på deres vegne, og hvordan de bruger borgernes penge. Der kan selvfølgelig være nogle helt særlige sager, men den her er ikke en af dem
Nævner navne
Ifølge borgmester H.P. Geil (V) så er det ikke helt så enkelt.
- Mogens Rerup nævner flere andre personer ved navn i sit medlemsinitiativ, og derfor er vurderingen, at det bør drøftes som et lukket punkt. Og jeg kan jo ikke sende et medlemsinitiativ tilbage og sige: duer ikke, så ville jeg jo udøve censur, så det er en lidt svær situation, og derfor har vi spurgt om råd.
- De personer han nævner ved navn, er jo alle i chefpositioner, bør de ikke kunne tåle at blive nævnt ved navn?
Jo, det kan du sige, og det gør de nok også, men der er i medlemsinitiativet også henvisning til en anden medarbejder, der ud fra beskrivelsen nemt ville kunne identificeres, derfor er vi nødt til at drøfte det på den lukkede del af byrådsmøde, forklarer borgmesteren.
Uskik med lukkede punkter
Rerup ærgrer sig. Han mener, skikken med lukkede punkter griber om sig, og det bryder han sig ikke om.
- Det er en uskik, det bør være således, at borgerne kan følge med i, hvad politikerne beslutter på deres vegne, og hvordan de bruger borgernes penge. Der kan selvfølgelig være nogle helt særlige sager, men den her er ikke en af dem, tordner Rerup.
Mandag bekræftede KL, at det fortsat er vurderingen, at punktet skal behandles som lukket. Byrådet kan ved godkendelsen af dagsordenen beslutte, at punktet skal på den åbne dagsorden.