Annonce
Sport

Reserven Simon Kjær er ubekymret før nøglekampe

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Simon Kjær lover, at han trods reservepræget periode i Atalanta er helt rustfri før EM-kvalifikationskampe.

På fodboldlandsholdet er anfører Simon Kjær fast mand, men efter sommerskiftet til den italienske klub Atalanta, må Kjær i perioder uden landsholdsfodbold se længere efter spilletid.

Før de to afgørende kvalifikationskampe om en EM-billet mod Gibraltar og Irland forsikrer anføreren dog, at der ikke er grund til at være bekymret over, at han kun har fået spilletid i tre ud af de syv kampe, Atalanta har spillet den seneste måned. Han har spillet sammenlagt 132 minutter i de tre kampe.

- Jeg har fået spilletid, selv om jeg ikke har spillet i vores sidste tre kampe. Min krop har det fint og har haft det i rigtig lang tid, og det er rigtig positivt.

- Det er jo ikke sådan, at jeg ikke er i kampform, for jeg har jo spillet nogle kampe. Så der er ikke nogen grund til at være bekymret for mig. Jeg er klar, og jeg glæder mig til at spille fodbold igen, siger Simon Kjær.

Atalanta spiller med tre centrale forsvarsspillere, men det er efter andre taktiske principper, end da Kjær spillede i et tremandsforsvar i Sevilla, som stadig ejer ham.

Derfor accepterer landsholdsanføreren også, at det kræver lidt tilvænning til Atalanta-træner Gian Piero Gasperinis stil, før han kan gøre krav på en startplads. Samtidig understreger han også, at han ikke er blevet garanteret en fast plads, da han lod sig udleje fra Sevilla.

- Den slags garantier kan man ikke udstede i moderne fodbold.

-Tremandsforsvaret er anderledes end det tremandsforsvar, jeg spillede på sidste år. Så der er en tilvænningsperiode, og det kan jeg forstå, at træneren synes. Men som fodboldspiller og menneske vil jeg gerne spille. Det ved træneren også godt.

- Samtidig kan jeg også godt se, at der er nogle ting, som der skal styr på. Når der kommer det, så skal jeg nok komme til at spille, siger Simon Kjær.

Han har spillet fem Serie A-kampe siden skiftet til Atalanta 2. september, men han har ikke været på banen i holdets fire kampe i Champions League.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Når de yngste skoleelever må vente urimeligt længe på bussen

Det skulle være så godt alt sammen, da den tidligere regering tilbage i begyndelsen af året foretog en justering på folkeskoleområdet sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre. Justeringen handlede blandt andet om at gøre skoledagen kortere for eleverne i indskolingen – altså på klassetrinene 0. – 3.-klasse. Med aftalen blev partierne på Borgen enige om at skære to timer og et kvarter af skoleugen for eleverne, der er i alderen fra seks til ni år. Med den kortere skoleuge blev der skabt mere frihed og også større faglighed. Lød det fra politikerne. For nogle elever rundt på en del af Vejen Kommunes folkeskoler er det dog så som så med de gode intentioner. I hvert fald halter det noget, når det gælder friheden, som vi beskriver på forsiden af denne sektion. Virkeligheden på mange skoler er blevet en helt anden. For det kan godt være, at flere af skoledagene er blevet kortere. Men det er i hvert fald ikke ensbetydende med, at eleverne så også kan nyde friheden – slet ikke hjemme. Et sted mellem 40 og 70 skoleelever rundt i kommunen kan nemlig slet ikke komme hjem, når det ringer ud ved 13.15-tiden. De må i stedet vente helt op til en time på, at bussen ruller op foran deres skole. Og med en vis transporttid er nogle af eleverne klar til at stille skoletasken hjemme i privaten lidt før klokken 15 – altså en time og tre kvarter senere. - Det synes jeg ikke, at vi kan være bekendt. Jeg mener, at busafgangene bør tilpasses skolens ringetider, lød det fra det socialdemokratiske byrådsmedlem, Elin Winther, på byrådsmødet tidligere på ugen. Og S-politikeren har en pointe. Rigtig mange politikere fik via de nyinstallerede mikrofoner i den nye byrådssal tildelt ordet. Og selv om der var forståelse for problematikken med ventetiden, så besluttede et stort flertal, at der ikke bliver ændret på forholdene. Dels fordi det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at ændre på bustiderne, og dels fordi det vil koste Vejen Kommune omkring 900.000 kroner årligt at tilpasse busserne de ringetider, som der er på de pågældende skoler. Flertallet har talt. Og sådan er demokratiets spilleregler. Men det rokker ikke ved, at Udvalget for skoler og børn med rimelighed godt kan kigge på problematikken engang til. Altså en ommer. Er der da virkelig ingen mulighed for at foretage et eller andet indgreb, der kan løse op for den urimelighed, som disse skoleelever oplever? Indrømmet; Nu er det ikke sådan, at de oplagte svar bare blæser i vinden. Men ventetiden synes altså at være for lang for disse seks til niårige. Intentionerne i justeringerne på folkeskoleområdet var i hvert fald en ganske anden. GOD 3. SØNDAG i advent

Annonce