Annonce
Tønder

Restaurant Ros har fået en sur smiley

Restaurant Ros, der ejes og drives af Marcel Rodrigues og Steffen Snitgaard, har fået en sur smiley og en bøde. Arkivfoto: Hans Christian Gabelgaard
Restaurant Ros i Tønder har fået en sur smiley, efter at Fødevarestyrelsen konstaterede problemer med egenkontrollen. Med den sure smiley fulgte en bøde på 5000 kroner.

Tønder: Restaurant Ros i Tønder har fået en sur smiley og en bøde på 5000 kroner efter et besøg fra Fødevarestyrelsen.

Styrelsen besøgte restauranten i slutningen af oktober, og her konstaterede den udsendte medarbejder problemer med egenkontrollen. Der manglede dokumentation for 10 uger, hvor restauranten havde valgt, at der skulle udføres dokumenteret kontrol.

- Grunden til, at de får en bøde, det er, at de har fået en indskærpelse inden for to år for nøjagtigt det samme forhold, fortæller Bente Jarling, der er sektionsleder ved Fødevarestyrelsen.

Fødevarestyrelsen konstaterede i september 2018 manglende dokumentation af egenkontrol på restauranten, som til gengæld havde styr på tingene ved et besøg senere samme år.

Restaurant Ros har valgt at gennemføre dokumenteret egenkontrol hver 14. dag på nuværende tidspunkt.

- Det synes vi som udgangspunkt er fint. De har så bare ikke overholdt det, fortæller Bente Jarling.

Restauranten manglede i de 10 uger at dokumentere varemodtagelse, opbevaring på køl/frost og opvarmning og nedkøling.

- Man skal tjekke det løbende, for eksempel opbevaringstemperatur tjekker man hver dag, og så dokumenterer man det - altså registrerer, at man har lavet kontrollen - for eksempel en gang om ugen eller en gang hver 14. dag. Nogle gør det en gang om måneden, fortæller Bente Jarling.

Annonce

Det er ikke sådan, at der er noget galt med fødevarer eller noget som helst.

Steffen Snitgaard, Restaurant Ros

Ærgerlig ejer

Steffen Snitgaard, en af Ros' to ejere, ærgrer sig over den sure smiley.

- Det er bare dumt, siger han og fortæller, at man simpelthen ikke har fået dokumenteret den egenkontrol, man har lavet, i det elektroniske system.

- Det er ikke sådan, at der er noget galt med fødevarer eller noget som helst, siger kokken, der også peger på, at man gør rent hver dag og at alt er i tip top-stand i restauranten.

Han forventer besøg fra Fødevarestyrelsen igen i næste uge, og så er han sikker på, at restauranten får en glad smiley igen. Egenkontrollen skulle der være styr på.

- Nu er vi super obs på det, fortæller han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce