Annonce
Vejen

Restaurant skifter spor til fransk gourmet: Michelin-kok kom med inspiration til køkkenet

Det Blå Tog skifter spor til det franske køkken med fem og syv-retters menuer, fortæller restauratør Suzette Knudsgaard fra Holsted. Foto: Steen Rasmussen
Restauratør Suzette Knudsgaard, Holsted, har over to dage suget til sig af viden fra Nicolas Min Jørgensen. Hendes restaurant Det Blå Tog skifter spor, når det engang får lov at sælge billetter igen.

HOLSTED: En venlig udgave af Gordon Ramsey, den bidske, skotske kok, som på tv fortæller restauratører alt det, de ikke skal gøre, har de seneste par dage besøgt restaurant Det Blå Tog i Holsted for at lære fra sig og for at inspirere.

Her i landet hedder han Nicolas Min Jørgensen, og han er ikke spor bister, men en imødekommende læremester.

Han er en del af ‘Food RejseHoldet’, som tager rundt og hjælper restauranter rundt omkring i landet med inspiration. I 2014-2018 var han køkkenchef på Michelin-restauranten Substans i Aarhus. Derudover har han tidligere været kaptajn for det danske kokkelandshold og driver nu "Agger Darling" ved Limfjorden.

- Det er altid godt at høre og se, hvordan andre gør det - især når det er meget dygtige og kompetente folk som Nicolas, fortæller restauratør Suzette Knudsgaard.

Annonce

Tankepause

Hun har brugt nedlukningen til at tænke tanker. Hun vil give sine to restaurationer i Holsted, Det Blå Tog og Skovpavillonen, et twist, så de skiller sig ud fra mængden.

- Vi skal finde en niche, som gør os til noget specielt, som kunderne vil køre efter. Mange restaurationer laver dansk mad, så vi vil i stedet satse på det franske køkken med franske retter. Selvfølgelig kan man også stadig få de mere klassiske ting som tornado og mørbrad.


Vi skal finde en niche, som gør os til noget specielt, som kunderne vil køre efter. Mange restaurationer laver dansk mad, så vi vil i stedet satse på det franske køkken med franske retter.

Suzette Knudsgaard


- Vi glæder os til, vi åbner - bare vi vidste hvornår.

Det Blå Tog er en del af Hotel Postgården, som også lider under den fortsatte nedlukning. Når turisterne ikke kan gå ud at spise eller købe en kop kaffe, så er der ikke den store lyst til at tage på opdagelse i sit eget land.

Det er endnu et argument for at få åbnet landets spisesteder, mener Suzette Knudsgaard. Hun understreger, at hun sagtens kan håndtere et effektivt værn mod smittespredning på sine restaurationer.

Food Rejseholdet

Det Gastronomiske Rejsehold er en håndsrækning til danske spisesteder, der ønsker inspiration og vejledning til at udvikle og løfte spiseoplevelsen. Projektet løber fra 2019 – 2022.

Rejseholdet handler om at bakke op om det enkelte spisested med faglig sparring og inspiration til udvikling i alt fra menukort og arbejdsgange til indretningsråd og markedsføring.

Rejseholdet drives af Food Organisation of Denmark (FOOD) og består af en række danske topkokke og en gruppe kommunikations-og projektfaglige med indgående kendskab til restaurations-og fødevarebranchen.

Et besøg fra rejseholdet varer 2-3 dage. Hver forløb tager afsæt i det enkelte spisesteds situation.

Gourmet-inspiration på Det Blå Tog i Holsted, som fremover vil satse på det franske køkken. Foto: Steen Rasmussen
En forret med fisk på Det Blå Tog i Holsted. Forretten er én af fem eller syv retter i en menu. Foto: Steen Rasmussen
Suzette Knudsgaard lader sig inspirere af Michelin-kokken Nicolas Min Jørgensen i køkkenet på Det Blå Tog i Holsted. Foto: Steen Rasmussen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce