Annonce
Esbjerg

Michelin-restaurant overtager Ribe-pizzeria for en aften

Bjarke Blaaberg, Kerem Das, Pietro Rosi og Rasmus Thude Dalgaard glæder sig til at rykke Molskroen til Ribe, når de 25. januar laver restaurant takeover på Pinocchio i Ribes gågade. Foto: Jens K. Jørgensen
Den anerkendte gourmet- og Michelinrestaurant Molskroen overtager en aften i januar køkkenet på restaurant Pinocchio i Ribe for at lave en italiensk madaften udover det sædvanlige. Det er er ripenser og Molskroens tjenerelev, Rasmus Thude Dalgaard, der netop er kåret som Nordens bedste tjenerelev, der har arrangeret aftenen sammen med sin tidligere chef.

Ribe: Der vil være seks retter med vinmenu, fortællinger om maden på dansk og italiensk, italiensk kok i køkkenet og to tjenere fra et af Danmarks mest anerkendte spisesteder, når Restaurant Pinocchio i Ribes gågade 25. januar slår dørene op til en madoplevelse ud over det sædvanlige.

Bag arrangementet står tjenerelev Rasmus Thude Dalgaard, der i april vandt det nordiske mesterskab for tjenerelever, og som i dag er i lære på Molskroen ved Ebeltoft.

- Vi kalder det et restaurant takeover, hvor vi laver en 100 pct. autentisk, italiensk aften, og kombinerer det med den service, vi er vant til fra Molskroen. Vi bringer alt det, vi kan og laver til hverdag med til Ribe, og det vil give en helhedsoplevelse, hvor vi med Pinocchios italienske kok Pietro i spidsen egentlig flytter Molskroen til Ribe, siger Rasmus Thude Dalgaard, der medbringer kollegaen Bjarke Blaaberg, der er uddannet kok fra Molskroen, og i dag er tjenerelev sammen med Rasmus Thude Dalgaard.

Den unge tjener er opvokset i Lustrup ved Ribe, og begyndte sin tjenerkarriere ved netop Pinocchio og ejer Kerem Das i Ribes gågade i 2014. Her blev han så glad for tjenerfaget, at han i 2017 påbegyndte sin tjeneruddannelse.

Annonce

Billetter

Restaurant takeover på Pinocchio i Ribe finder sted lørdag 25. januar kl. 18.

Billetter kan købes på billetto.dk og koster 695 kr. for seks retter og vinmenu.

Rasmus Thude Dalgaard, der også var i lære på Hotel Dagmar, inden han skiftede til Molskroen, gør opmærksom på, at man på aftenens bordplan kan blive sat til bords med andre gæster.

Stor interesse

- Jeg var rigtig glad for at være her, for det var her jeg fandt ud af, hvordan man som dygtig tjener kan have en fantastisk indflydelse på folks aften. Derfor vil jeg også gerne give lidt tilbage til Kerem og Pinocchio, og da jeg foreslog det, var han med på idéen med det samme, siger Rasmus Thude Dalgaard, mens Kerem Das selv er stolt over, hvor godt det er gået den unge tjener, siden han startede som tjener hos ham i 2014, og som i dag er nær ven af familien.

Det er to tjenere, der har lavet udkastet til menuen, hvorefter både mad og vin er tilpasset i samarbejde med Pinocchios italienske kok, Pietro Rosi, der ikke taler et ord dansk. Med gebrokne gloser og tegnsprog er menuen sat sammen af seks italienske klassikere med blandt andet ravioli, jomfruhummer og antipasti, tilhørende vinmenu eller Molskroens egen saftmenu til dem, der ønsker andet end alkohol, og Rasmus Thude Dalgaard forklarer, hvordan Pietro Rosi selv præsenterer maden på italiensk for at gøre aftenen så autentisk som mulig, inden de to tjenere giver deres præsentation af de enkelte retter.

- Han er virkelig en dygtig kok, men han er meget ydmyg, selvom han ingen grund har til at være det. Han har en bred viden om italiensk mad, og denne aften er for Pietro også en måde at vise på, hvad han kan, siger Rasmus Thude Dalgaard og forklarer, at interessen for den italienske aften er stor, idet halvdelen af de 46 pladser til aftenen allerede er solgt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Teatertorden i byrådssalen

Det er ikke altid til at vide, hvad der sætter gang i debatten, når de 27 medlemmer af Vejen Byråd træder sammen. Sådan var det heller ikke på årets første møde i byrådet i tirsdags. Men det skulle vise sig at blive dagsordenens allerførste punkt; Klaus Kildemands anmodning om udtrædelse af byrådet. Det var som sådan ikke Kildemands exit på den lokalpolitiske scene, som satte gang i den verbale bulder og brag, tilhørerne blev vidner til. Allerede forud for byrådsmødet havde løsgængeren Anni Grimm i et læserbrev kritiseret, at formandsposten midt i perioden går fra en socialdemokrat til en anden. Hendes grænse for en ”forhånds-postfordeling” var overskredet, lød det i læserbrevet. Anni Grimm tog også ordet på byrådsmødet, hvor hun kaldte sagsforløbet fra socialdemokraterne for arrogant. Anni Grimm blev i den grad bakket op af Liberal Alliances Martin Boye. Han udtrykte sin bekymring over, at den socialdemokratiske gruppeformand Jørgen Thøgersen med et pennestrøg tilsidesatte Retssikkerhedslovens bestemmelser om, at Børn- og Ungeudvalget selv vælger deres formand. Det står naturligvis Anni Grimm og Martin Boye frit for, hvad de mener. Derom ingen tvivl. Det må være dog berettiget at kaste erindringen tilbage til valgaftenen den 21. november 2017. Lige omkring midnatstide kommer repræsentanter for Venstre, Socialdemokratiet, Det konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti ud for at fortælle, at en bred konstitueringsaftale er på plads. Den fremmødte presse får at vide, hvordan eksempelvis formandsposterne i fagudvalgene fordeles. Socialdemokratiet får i denne forbindelse tildelt formandsposterne i tre udvalg – heriblandt Børn- og Ungeudvalget. Konstitueringsaftalen var Anni Grimm på den sene valgaften selv med til at præsentere som medunderskriver. Aftalen tiltræder Martin Boye også umiddelbart inden Vejen Byråds konstituering i december 2017. Mod slutningen af 2018 bekendtgør Martin Boye dog, at han ikke længere er en del af aftalen. Det er en anden historie. Børn- og Ungeudvalget adskiller sig fra de andre stående udvalg ved, at her sidder også to børnesagkyndige samt en dommer. Anni Grimm mente på byrådsmødet i tirsdags, at Børn- og Ungeudvalget derfor ikke kan sammenlignes med de øvrige stående udvalg, hvor der udelukkende er politisk repræsentation. Det kan godt være, at Retssikkerhedsloven foreskriver, at Børn- og Ungeudvalget selv vælger sin formand. Men det gør de øvrige stående udvalg også. Også borgmesteren vælges formelt af byrådet. Realpolitisk er formandsposterne dog fordelt, når konstitueringsaftalen er underskrevet. Anni Grimm har engang her i avisen leveret et ganske enestående citat, hvor hun slog fast: - Det har simpelthen været nødvendigt at få trådt i klaveret. Citat slut. Her i denne sag virker det som om, at der blev trådt lige hårdt nok. Det tangerer teatertorden. GOD SØNDAG

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];