Annonce
Aabenraa

Restauratører glæder sig - men tripper efter klare regler

- Vi er tunet til store selskaber, og vi har fem lokaler. Men hvis der kun må være ti i hvert rum, går det jo ikke, siger Per Dupont, ejer af Restaurant Knapp. Arkivfoto André Thorup
Det virker næsten som drilleri fra regeringen, at restauranter får grønt lys til at åbne, men skal vente på reglerne, mener Knapp-ejer. Restauratører der lever af selskaber, tror ikke på normaltilstande i dette år.
Annonce

AABENRAA: Hvilke regler kommer til at gælde, når restauranter og cafeer om otte dage igen må byde gæster inden for - efter mere end to måneders coronanedlukning?

Det er det helt store spørgsmål – ikke mindst for de restauranter, som i høj grad lever af selskaber.

Skal der være to meter mellem hver enkelt gæst, eller må der være et bord med op til ti gæster og så en afstand på to meter til næste bord? Det er endnu uklart.

- Vi er tunet til store selskaber, og vi har fem lokaler. Men hvis der kun må være ti i hvert rum, går det jo ikke. Og hvad skal man lægge i, at vi ikke må have åbent til sent?

Sådan spørger Per Dupont, som ejer Restaurant Knapp i Løjt. Ligesom andre restauratører glæder han sig over udsigten til at kunne åbne, men spekulationerne er ikke stoppet. For hvad ligger der i den korte formulering om cafeer og restauranter, som var med, da regeringen torsdag aften meldte ud om fase 2 i genåbningen? Retningslinjerne bliver først lagt frem i løbet af den kommende uge.

- Det virker næsten som drilleri, mener Per Dupont.

Genåbning - Restauranter og cafeer

Fakta

  • Regeringen præsenterede torsdag 7. maj fase 2 i genåbningen af samfundet. Her fremgik det, at restaurations- og caféliv og lignende fra mandag den 18. maj igen kan servere under nærmere retningslinjer bl.a. vedrørende åbningstid, fysisk afstand mv. De nærmere retningslinjer er dog endnu ikke meldt ud.
  • Med de gældende retningslinjer skal der være minimum to meter mellem gæsterne. Samtidig skal der være fire kvadratmeter per gæst, og gæsterne må maksimalt være samlet i selskaber på ti personer.
  • Ifølge brancheforeningen Horesta har branchen i Danmark i to måneder manglet 80 procent af den normale omsætning, og siden slutningen af marts er over 200 restauranter gået konkurs, mens flere end 11.000 medarbejdere er afskediget i hotel- og restauranterhvervet.
  • Samtidig er der stadig lukkede grænser, og de udenlandske turister omsætter normalt for 38 milliarder kroner i perioden april til september.
Annonce

12 millioner mangler

Efter regeringens efterfølgende udmeldinger om forventningerne til fase 3 og 4, blandt andet at grænsen for forsamlinger kan hæves fra 10 til 30-50 fra 8. juni., fik Restaurant Knapp aflyst sine sidste seks bryllupper i juni og juli – selskaber med 70-90 personer.

I forvejen har restauranten fået aflyst 36 konfirmationer, mens tre flyttet til efteråret. I alt er omsætning for 12 millioner kroner i selskabsbogen annulleret.

- Det er et hul, som vi aldrig får tilbage. Det bliver ikke normalt i år. Vi skal være heldige, hvis vi kommer ud i nul, og det er svært, for det skal jo være lysten, der driver værket i vores branche, siger Per Dupont.

Selv om tilstandene skulle blive normale fra august, tror Per Dupont ikke, at det kan rettes op.

- Folk er blevet bange for at holde fest. Og hvordan bliver mon julefrokosterne, hvor folk plejer at slå sig løs? De bliver nok ikke det samme, forudser Per Dupont.

Annonce

Take away over forventning

På Restaurant Knapp har de til gengæld armene i vejret over take away. Konceptet, der blev taget op på grund af coronakrisen, har vist sig at være en stor succes. Her i bededagsweekenden er der afsat 400 kuverter, hvoraf de 200 er en treretters Mors Dag-menu.

- Men det er arbejdskrævende, og det tager plads. Vi knokler fem mand fra klokken 6.30 til om aftenen. Jeg har aldrig arbejdet så meget i 33 år, siger Per Dupont.

Når Knapp åbner igen, er det slut med take away, da der ikke er kapacitet til begge dele.

Logo - HUSK
Annonce

Kan aldrig hentes hjem

Også Frank Carstensen, som driver Restaurant Royal og Folkehjem i Aabenraa, har succes med take away – med op mod 300 bestillinger på Mors Dag-menuen. Men også her mangler selskaberne. I bededagsweekenden er en snes konfirmationer aflyst, og i sidste weekend var det 13. Dertil kommer andre fester og sammenkomster.

- April og maj er normalt vores højsæson. Vi kommer aldrig til at hente det hjem igen. Nogle konfirmationer er flyttet, men vi har også fået aflyst 80-års og 100-års fødselsdage. Jeg tror ikke, at de vil blive holdt senere, siger Frank Carstensen.

Han glæder sig nu over, han fra mandag den 18. maj kan byde de daglige gæster inden for ved siden af take away-forretningen – og fra 8. juni mindre selskaber

- Men det er stadig med krav der kræver plads. Det bliver svært, hvis det det skal være med to meters afstand, siger han.

Annonce

Går nye veje med isbod

Skovrestaurant Skyttegaarden i Aabenraa har normalt kun forudbestilte selskaber, men forsøger sig her i corona-krisen med take away.

- Det er for at skabe noget omsætning og holde os i gang. Og det er blevet rigtigt godt modtaget. Men selskaberne er det, vi gerne vil, siger forpagter Preben Petersen

Nu overvejer han dog at åbne for a la carte torsdag og fredag til en rimelig pris, men også han afventer, hvordan forsamlingsforbuddet for grupper over ti skal fortolkes i restauranter.

Det gælder ikke mindst for selskaberne, når der efter 8. juni må være 30-50 samlet. Og det er kritisk i forhold til konfirmationer. På Skyttegaarden er en konfirmationsfest flyttet til 13. juni.

- Den dag havde vi faktisk en 60-års fødselsdag, men den kunde var meget imødekommende og flyttede festen til næste år, så konfirmationen kan holdes, fortæller Preben Petersen.

Han driver forretningen sammen med sin kone og løsarbejdere, og så giver datteren Kathrine på 17 år en hjælpende hånd.

I denne weekend har hun åbnet en isbod uden for Skyttegaarden, og lørdag middag stod folk i kø.

- Vi har tidligere talt om at få en isbod, så det kan være, at det her bliver startskuddet til, at vi kaster os ud i det, siger Preben Petersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

100 år siden Genforeningen: En stor dag for Sønderjylland, Danmark og Verden

Annonce