Annonce
Sønderborg

Restriktioner forlænget til april: Foreninger fastholder byfest og ringridning i maj

Er dette et realistisk scenarie lørdag den første maj 2021? Det er blevet en tradition, at Kandis giver koncert til Fest I By i Nordborg. Arkivfoto: Timo Battefeld
Maj byder traditionelt på byfester i Nordborg og Sønderborg samt årets første ringridning på Als. Men coronaen truer med at aflyse majs festligheder for anden gang.

Nordals: Sidste år spændte nedlukningen af Danmark ben for Fest I By i Nordborg. Med forlængelsen af de nuværende restriktioner frem til den 5. april ser udsigterne for at samle hundredvis af mennesker til en byfest i Nordborg dystre ud.

- Vi afventer, hvad der sker. Der er en måned tilbage med restriktioner, så vil holder liv i håbet, siger Jakob Steinvig, der er formand for Fest I by Nordborg.

Byfesten foregår over fire dage blandt andet med damefrokost med omkring 250 deltagere om fredagen og koncert med Kandis lørdag med omkring 400 deltagere.

- Selvom vi håber, så ser det svært ud med hensyn til at holde en traditionel byfest i begyndelsen af maj. Andre større arrangementer begynder at aflyse. Kan vi holde en stor dame- og herrefrokost i et stort telt med en masse mennesker, der ikke er vaccineret?, spørger Jakob Steinvig.

Annonce

Alternativ byfest

Fuglsang er leverandør af øl, og de er klar til at levere øl til byfesten med kort varsel. Kandis er også klar på byfest, men er også indstillet på, at det kan blive aflyst som sidste år.

- Vi trækker beslutningen, så lang tid vi kan. Alternativt kan vi måske holde en byfest i et mindre format. Måske vi kan holde noget i efteråret, siger Jakob Steinvig.

Bestyrelsen tager en beslutning i slutningen af marts. Normalt går overskuddet fra Fest I By ubeskåret til Nord-Als Boldklubs ungdomsafdeling.

Nordborg Ringridning er den første ringridning på Als den 29. maj. Ligesom sidste år truer en aflysning på grund af corona-pandemien.

- Jeg tror, det bliver svært. Men vi kan stadigvæk godt nå at arrangere det, hvis vi får alle tilladelser i hus. Men indtil videre har vi ikke gjort eller planlagt noget, siger Lars Schmidt, der er formand for Nordborg Ringriderforening.

Ringridningen plejer at tiltrække 100 ryttere, og foreningen vil gøre alt for at gennemføre i år.

- Det er skidt, hvis vi skal aflyse igen. For det kan næsten ikke undgås, at der er ryttere, der vil falde fra. Vi kan håbe, at det bliver bedre for de andre ringriderforeninger i løbet af sommeren, siger Lars Schmidt.

I maj har DGI valgt at aflyse sine to genforeningsløb i Sønderborg Kommune den 11. og 14. maj, mens Royal Run har flyttet løbet fra 24. maj til september.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Sportens Venner Sønderborg, der står for byfesten i Sønderborg midt i maj.


Selvom vi håber, så ser det svært ud med hensyn til at holde en traditionel byfest i begyndelsen af maj.

Jakob Steinvig, formand Fest I By
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sydjylland

Spøgelsesbilist passerede 15-20 andre bilister uden at ane uråd: Nu er han varetægtsfængslet

Annonce