Annonce
Tønder

Ret til medbestemmelse

Læserbrev: Der har den seneste tid været læserbreve fra medlemmer, som har meldt sig ud af Skærbæk Venstre.

Gode solide Venstre-folk som har set sig nødsaget af den politiske situation til at følge Henrik Frandsen, og dermed sige farvel til Venstre. En af begrundelserne har været, at der sidder de forkerte folk i Venstre kommuneforenings bestyrelse.


Der er for mig ikke noget der hedder ”forkert” eller ”rigtigt” medlem af Venstre.


Kommuneforeningen er mere end formand, næstformand og sekretær,  men består også af 15 lokalt valgte formænd. Så det er store ord, man tager i munden, når man antyder, at bestyrelsen er forkert sammensat.

Der er for mig ikke noget der hedder ”forkert” eller ”rigtigt” medlem af Venstre. Venstre er et stort medlemsbåret parti, hvor både tillidsfolk og politikere er blevet valgt ud fra en demokratisk proces, som har foregået de sidste 150 år. Gennem alle årene har Venstres lokale forankring løftet medlemmer ind i lokal politik - en mulighed, som måske ikke ville have været til stede i et andet parti.

Det burde ikke tilkomme mig at kommentere på en naboforenings medlemmers gøren og laden, men vores forening har også mistet både medlemmer og bestyrelsesmedlemmer. Med indkaldelse af suppleanter er bestyrelsen stadig intakt, så at vi og vore medlemmer fortsat kan få indflydelse på Venstres politik kommunalt, regionalt og på landsplan.

Vi har derved også stadig muligheden for at medvirke til valg af tillidsfolk og politikere samt ytre os om Venstres personer og politik. Den ret har udmeldte Venstremedlemmer fraskrevet sig.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce