x
Annonce
Sydjylland

Ribe Camping oplever stor tilbagegang i påsken: - Vi annullerer mange ophold

Anne Schested Hansen, 36 år, ejer Ribe Camping sammen med Jonas Grønbech Sørensen, 40 år. De startede med at drive campingpladsen i 2017, og i 2018 blev parret de nye ejere. Her ses de sammen med deres tre børn Laura, Phillip og Liv. Arkivfoto: Teddy Gehrke
Hos Ribe Camping oplever man tydeligt konsekvenserne af coronavirussen. Normalt er påsken spækket med mennesker, danskere såvel som udlændinge, men i år ser sæsonens kalender ildevarslende tom ud.

Ribe: Påsken venter lige rundt om hjørnet, og det får normalt danskerne til at strømme til de danske ferieparadiser. Men i år har coronavirussen fjernet trykket fra påskesæsonen. Det oplever de blandt andet hos Ribe Camping, hvor hytterne og campingpladserne stort set står tomme.

- Påskesæsonen er meget varieret alt efter, om den ligger i marts eller april, men i april plejer vi at have fuldt booket både på hytter og campingpladser, siger Anne Schested Hansen, der ejer campingpladsen, og tilføjer:

- Der kommer ikke til at være ret mange i år på grund af coronavirussen. Mange kommer her for at være samlet som familie, men i år kan de ikke være så mange, som de plejer, så de annullerer opholdene.

Det er dog ikke kun påskeopholdene, der bliver annulleret. Sommerferien står også for skud, for tidsrammerne om coronavirussen er fortsat usikre, og det påvirker særligt de udenlandske gæster.

- Vi plejer allerede nu at have udsolgt på hytter til sommeren. Men vi kan mærke, at folk er usikre omkring sommerferien. Det gælder både danskere og udlændinge. Så vi annullerer mange ophold, særligt fordi mange af dem er udenlandske, siger Anne Schested Hansen.

Annonce

Usikkerhedens konsekvenser

Usikkerheden har på den anden side medført, at mange campingvognsejere har forlænget deres sæsonplads. Mange af dem havde kun købt en forårsplads, men fordi det endnu er usikkert, hvad sommeren bringer, har mange valgt at forlænge til en helårsplads.

- Folk er usikre på, om de kan komme til udlandet, så de forlænger deres pladser, fordi de ved, at man kan komme på ferie her i sommeren, siger Anne Schested Hansen.

Men antallet af forespørgsler er mindre end antallet af annulleringer. Det mener Anne Schested Hansen blandt andet skyldes, at det ikke er sikkert, at de kan åbne op for en normal hverdag den 13. april, eller om restriktionerne fra de danske myndigheder bliver forlænget. Derfor er det for Anne Schested Hansen svært at spå om, hvilke konsekvenser coronavirussen kan få for dem og campingpladsen.

Ribe Camping har dog taget alle nødvendige forbehold for at forhindre spredning af coronavirussen. Det betyder blandt andet, at man ikke må være mere end 10 personer ad gangen i bygningerne. Der er blevet åbnet op for flere toiletter, men for at undgå at for mange bruger de samme toiletter, anbefaler de samtidig, at man bruger toilettet i hytten eller campingvognen i stedet. Ligeledes anbefaler de, at man benytter sit eget køkken i stedet for at bruge faciliteterne på pladsen. Rengøringen er samtidig sat op, og der er håndsprit at finde i alle bygninger. Derved er Ribe Camping klar til de danske gæster, der fortsat ønsker at holde ferie hos dem.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce