Annonce
Ribe-Esbjerg HH

Ribe-Esbjerg fandt sit gamle jeg mod SønderjyskE

Oliver Eggert og SønderjyskE fik aldrig helt fat i Runar Karason og Ribe-Esbjerg. Foto: André Thorup
Efter en stærk start var Ribe-Esbjerg ved at sætte en solid føring over styr, da SønderjyskE kæmpede sig tilbage i anden halvleg. Hjemmeholdet punkterede kampen i de sidste 10 minutter og vandt 30-24.

HÅNDBOLD: Der blev ikke slidt på det yderste at stolene i Dokken i Esbjerg, da kampen mellem Ribe-Esbjerg og SønderjyskE gik ind i de sidste minutter. På det tidspunkt var det hele afgjort. Spændingen udeblev. Hjemmeholdet vandt en sikker sejr på 30-24.

Begge hold lagde ud med en forsvarsopdækning i 5-1-formation, og det var klart hjemmeholdets spillere, der bedst formåede at spille sig fri af det.

Lasse Uth er den fremskudte i Ribe-Esbjergs udgave, og han snuppede bolden efter et boldtab fra Oskar Sunnefeldt og løb kontra og scorede til 4-2. Det offensive forsvar behagede Jon Andersen endnu mindre. Sønderjydernes højreback spille 10 mareridtsagtige minutter i begyndelsen af kampen. Da han for fjerde gang smed en bold væk, og en veloplagt Rasmus Nygaard kunne bringe Ribe-Esbjerg foran 8-2, blev Jon Andersen pillet ud og erstattet af islandske Arnar Birkir Halfdansson. SønderjyskE-træner Kasper Christensen havde allerede skiftet hele bagkæden, hvor kun Aaron Mensing havde haft en smule tur i den.

Gæsternes træner tog sin anden timeput allerede efter 16 minutter. Ribe-Esbjerg førte 10-4, og det var svært at se, at dette hold den seneste tid har kæmpet med at få tingene til at glide. Det nye offensive forsvar fungerede ganske fint og lokkede sønderjyderne ind i adskillige blindgyder.

Alt tydede på vestjysk kontrol efter kampens første fjerdedel.

Annonce

kampen i tal

Ribe-Esbjerg - SønderjyskE 30-24 (16-12)

Stillinger undervejs: 1-0, 2-2, 8-2, 12-9, 18-13, 19-18, 23-18, 24-20, 28-21

Målscorere

REHH: Nicolai Nygaard 6, Mathias Jørgensen 6 (3), Miha Zvizej 4, Gunnar Steinn Jonsson 4, Runar Karason 3, Kasper Kvist 2, Niels Dahl 2, Simen Schønningsen 2, Lasse Uth 1

SønderjyskE: Alec Smit 5, Aaron Mensing 5, Mikkel Møller 5 (4), Arnar Birkir Halfdansson 4, Oliver Eggert 2, Frederik Ladefoged 2, Sveinn Johannsson 1

Udvisninger: REHH 3, SønderjyskE 3

Tilskuere: 1301

Kortvarig sønderjysk opblomstring

Herefter fik tilskuerne de første synlige glimt af den nye SønderjyskE-hollænder, Alec Smit, der trænede første gang med klubben søndag efter skiftet fra tyske Nordhorn. Først spillede Mensing ham fri til reducering til 7-12, herefter spillede Smit fløjkollega Mikkel Møller fri til 8-12, og da Smit selv reducerede yderligere til 9-12, fik SønderjyskE færten af et comeback med Kasper Olsen som central figur i syv mod seks-spillet.

Et par store og vigtige Søren Rasmussen-redninger mod SønderjyskE-streg Frederik Ladefoged holdt Ribe-Esbjerg i front med fire mål - 16-12 - ved pausen.

Umiddelbart forsømte SønderjyskE muligheden på at hale ind på Ribe-Esbjerg i to minutters overtal i begyndelsen af anden halvleg, som gæsterne intet fik ud af. Unge Niels Dahl, der tilkæmper sig mere og mere spilletid i Ribe-Esbjerg-trøjen, satte sig uimodståeligt igennem til 17-13.

Der var dog flere mål i Alec Smit og Aaron Mensing, og kombineret med et stærkere forsvar kom gæsterne op på 18-19.

Nærmere kom udeholdet ikke. Den slovenske viking med navnet Miha Zvizej kyldede et par scoringer i nettet, og det sønderjyske supertalent ved navn Aaron Mensing misbrugte nogle forsøg. Fire Ribe-Esbjerg-scoringer i træk gav det fornødne hul.

Spændingen forsvandt, og tilfredsheden tog over blandt hovedparten af de blot 1301 tilskuere.

Med sejren kommer Ribe-Esbjerg med 17 point op på siden af TTH Holstebro og Skjern, der er seks point efter førerholdet Aalborg. Ribe-Esbjerg har dog spillet en kamp mere lige som SønderjyskE, der har 16 point.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce