Annonce
Indland

Rigspolitiet advarer mod misvisende sms om bandekonflikt

- Pas på med at tage ud om aftenen, fremgår det af kædesms. Men Rigspolitiet kan ikke genkende det billede.

En besked florerer i øjeblikket på sociale medier om en verserende bandekonflikt, men ifølge Rigspolitiet er den misvisende.

Rigspolitiet medgiver, at der er en konflikt, men beskeden tegner et mere voldsomt billede, end hvad der er tilfældet.

Den erklærede krig skulle ifølge beskeden ske i Valby, Nørrebro, Ishøj, Vanløse og på Amager.

I beskeden, som Ekstra Bladet og B.T. har set, står der blandt andet:

- Der er blevet erklæret en stor bandekrig, og der forventes meget skyderi, pas på med at tage ud om aftenen.

Men den udlægning afviser politiet.

- Det er ikke et billede, som vi hos politiet kan genkende, skriver Rigspolitiet på sin Twitter-profil.

- Det er korrekt, at der for tiden er en bandekonflikt mellem to grupperinger, hvilket har resulteret i enkelte hændelser i flere politikredse, lyder det.

Det er bandegrupperinger i henholdsvis København og Hundige og Greve, der ligger i konflikt, og det har ført til flere sammenstød i den senere tid.

Senest blev en 22-årig mand dræbt og en jævnaldrende mand såret, da deres bil søndag aften blev beskudt på Gildbrovej i Ishøj.

Ifølge politiet affyrede gerningsmændene mellem 20 og 30 skud mod bilen.

På den baggrund har Københavns Politi, Københavns Vestegns Politi samt Midt- og Vestsjællands Politi opretter visitationszoner, der er trådt i kraft mandag aften.

- Ingen skal være nervøs for at færdes i gaderne, skriver Rigspolitiet på Twitter.

/ritzau/

Annonce
Artikel fra Ekstra Bladet
Artikel fra B.T.
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce