Annonce
Danmark

Rigsrevision har påpeget risiko for misbrug i syv styrelser

Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Gennemgang af revisioner siden 2012 viser adskillige tilfælde af dårlig kontrol med udbetaling af milliarder.

Mindst syv styrelser, ud over Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, har fået kritik af Rigsrevisionen for dårlig kontrol med udbetaling af milliarder af kroner.

Det skriver Politiken, der har gennemgået Rigsrevisionens revisioner af statens regnskaber siden 2012.

Dermed har den sikkerhedsbrist, der foreløbig har kostet to ledende figurer i Forsvaret deres stillinger, også været gældende i en række andre styrelser.

I flere tilfælde har de samme medarbejdere alene haft mulighed for at godkende udbetalinger, uden at andre i styrelserne var indover.

Ifølge rigsrevisor Lone Strøm har der været "en øget risiko for svindel" i alle syv myndigheder.

- Kravet om funktionsadskillelse hjælper med at minimere risikoen for svig ved at sikre, at minimum to medarbejdere skal være involveret i en betaling, før den frigives, skriver Lone Strøm i et svar til Politiken.

I Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har "én medarbejder kunnet foretage udbetalinger alene". Det konkluderede Rigsrevisionen i august.

Udbetalingerne er foregået fra en pulje på 17 milliarder kroner fordelt på fire ministerier.

Der er ikke fundet fejl i udbetalingerne, men "medarbejderen anvendte brugerprofiler og adgangskoder, der var oprettet i kollegers navne", efter at styrelsen formelt havde forsøgt at ændre praksis.

I Udenrigsministeriet "har 463 nuværende og fratrådte medarbejdere haft uberettiget adgang til at godkende økonomiske dispositioner i forhold til den daglige drift og udviklingsbistanden", konkluderer Rigsrevisionen.

I NaturErhvervstyrelsen har ni medarbejdere kunnet "godkende lønudbetalinger til sig selv" i form af blandt andet overarbejde og mistede fridage.

I alt blev der udbetalt for 610.000 kroner.

At den dårlige kontrol med udbetalinger tilsyneladende gælder en lang række styrelser, kommer ikke bag på statsrevisor Frank Aaen (EL).

- Det er den mistanke, vi har haft fra starten af sagen. Det viser sig jo, at den overordnede regnskabsinstruks fra Forsvarsministeriet ikke indeholder et krav om, at der skal være fire øjne, der ser på en sag, før den går til udbetaling, siger han.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, mener, at statsminister Mette Frederiksen (S) skal sætte sig i spidsen for politiske forhandlinger, så Folketingets partier kan sikre, at befolkningens tillid til de offentlige instanser ikke forsvinder.

- Når man hører de her eksempler, så bliver man dybt bekymret for, hvordan skatteborgernes penge bliver forvaltet, og om der er den nødvendige kontrol.

- Og det understreger, at der er brug for en bred undersøgelse af, hvordan styrelser og ministerier forvalter skattekroner, som skal gå til fællesskabet, siger han i en skriftlig kommentar.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vi gør det fortsat ikke godt nok

Møgsagerne i det offentlige Danmark har stået i kø med milliardsvindel med udbytteskat, misbrug af Socialstyrelsens midler og tilsyneladende meget grove forhold hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Lokalt har vi såmænd også haft et tilfælde, hvor fire personer er blevet sigtet for bedrageri mod Sygehus Lillebælt. Alt dette til trods: Vi er fortsat verdens mindst korrupte land sammen med New Zealand. Det viser anti-korruptionsbevægelsen Transparency Internationals årlige undersøgelse af forholdene i 180 lande. Egentlig er det ikke så overraskende. Inderst inde ved de fleste danskere jo godt, at bestikkelse hører til sjældenhederne. Få borgere kunne finde på at tilbyde myndighedspersoner erkendtligheder i forventning om modydelser. Og endnu færre offentligt ansatte kunne formentlig drømme om at tage mod penge eller tvivlsomme vennetjenester. Vi har grund til at glæde os over dette forhold. Korruption er en kræftsvulst på samfundet. Den gør alt dyrere og langsommere, fordi udgifterne til korruption skal lægges oven i prisen på alle projekter, hvor man tilmed langtfra kan være sikker på, at de bedste og billigste får overdraget en given opgave. Derfor er det heller ikke noget tilfælde, at de mest korrupte lande som regel også er de fattigste med for eksempel Sydsudan, Somalia og Syrien som nationer, der både er bundkorrupte og aldeles rædselsfulde at bo i. Korruption er imidlertid langtfra kun et økonomisk problem. Endnu værre er det, at bestikkelse tærer på ethvert samfunds vigtigste kapital, nemlig tilliden mellem borgerne indbyrdes og i forhold til myndighederne. Danmark er fortsat et samfund bygget på gensidig tillid. Men ligesom vi trods førstepladsen mister point på opgørelsen over korruptionens omfang, er der også en blevet plads til en lille tvivl i mange danskeres forhold til myndighederne. Den situation er netop opstået på grund af den senere tids mange skandaler. Så jo, vi gør det godt. Men vi gør det fortsat ikke helt godt nok.

Regionalt For abonnenter

Borgmestre raser over skrottede solcelle-planer for millioner: - Det er fuldstændig vanvittigt

Annonce