Annonce
Danmark

Rigsrevisionen: Overlæger fik systematisk udbetalt for meget for ekstraarbejde

OUH og Sygehus Lillebælt får i rapport fra Rigsrevisionen kritik for systematisk udbetaling af merarbejde til en række overlæger. Arkivfoto: Michael Bager
Rigsrevisionen kritiserer i rapport, at overlæger på OUH og Sygehus Lillebælt systematisk fik udbetalt for meget for merarbejde. Region Syddanmark afviser, at der er tale om fejludbetalinger.
Annonce

Udbetaling: Der er sket fejludbetaling af merarbejde i cirka 80 procent af timerne i 2019, viser en stikprøvekontrol foretaget af Rigsrevisionen på Anæstesiologisk-Intensiv-afdelingen på Odense Universitetshospital.

En tilsvarende stikprøvekontrol foretaget på Bedøvelse og Intensiv-afdelingen på Sygehus Lillebælt viser, at var der fejl i cirka 60 procent af de udbetalte merarbejdstimer i 2019.

Mener altså Rigsrevisionen, som er en statslig myndighed, hvis opgave er at sikre, at pengene i statskassen bruges fornuftigt, og som Folketinget har bestemt.

Kritikken fra Rigsrevisionen er nu nået frem til politikerne i Region Syddanmarks Forretningsudvalg, som onsdag skal diskutere sagen.

Rigsrevisionens kritiske beretning kommer, efter at den fra april til juli 2019 gennemførte en såkaldt "juridisk-kritisk" gennemgang af vagtplanlægning og arbejdstidsbestemte lønudbetalinger i Region Syddanmark.

I den forbindelse lavede Rigsrevisionen omfattende besøg på OUH og Sygehus Lillebælt.

I sin rapport slår Rigsrevisionen fast, at der ikke er væsentlige regelbrud i de løn- og ansættelsesmæssige dispositioner på de to sygehuse, men der blev altså fundet fejl i udbetalingen af merarbejde til en række overlæger på OUH og Sygehus Lillebælt.

Merarbejde

En række overlæger på OUH og Sygehus Lillebælt er ansat uden fast arbejdstid. De må derfor forvente i et vist omfang at skulle arbejde flere timer end normen. Det skal de gøre uden ekstra honorering, og det er afspejlet i deres grundløn.

De kan dog få udbetalt timer for merarbejde. Det skal dog ske efter en konkret vurdering af arbejdets omfang, resultat mv.

Rigsrevisionens stikprøvekontrol i 2019 viser dog, at udbetalingen er sket automatisk.

I 2017 var der en lignende sag på Rigshospitalet, og det er den, Rigsrevisionen har fulgt op på i 2019 med et genbesøg på Rigshospitalet og stikprøvekontrollerne på OUH og Sygehus Lillebælt.

Og det kritiserer revisionen.

Annonce

Automatisk udbetaling

For i stedet for efter en konkret vurdering af merarbejdstimerne, som der skal ske, har de automatisk fået udbetalt timerne.

"Rigsrevisionen vurderer, at der er tale om systematiske fejl på tværs af hospitaler, og at regionerne bør gennemgå omfanget af fejludbetalingerne", skriver revisionen i sin beretning.

Ifølge Rigsrevisionen skyldes det, at merarbejdet er blevet lagt sammen med timer, hvor lægerne har arbejdet på en rådighedsvagt.

I alt er der i 2018 udbetalt 5,9 millioner kroner for rådighedsvagter og merarbejde på de to afdelinger, der var med i stikprøven på OUH og Sygehus Lillebælt. I 2019 beløber der sig til fire millioner kroner.


Rigsrevisionen vurderer, at der er tale om systematiske fejl på tværs af hospitaler, og at regionerne bør gennemgå omfanget af fejludbetalingerne.

Fra Rigsrevisionens beretning


Sygehusene har ikke opgjort, hvor stor en del af udbetalingerne er til merarbejde, men stikprøven viste altså, at der er sket fejl i 80 procent af timerne på OUH og i 60 procent på Sygehus Lillebælt.

Annonce

Ny lokalaftale

På baggrund af Rigsrevisionens beretning har Region Syddanmark lavet en udtalelse, som Forretningsudvalget behandlede på sit møde onsdag eftermiddag. Regionsrådet skal også godkende udtalelsen, inden den sendes til Social- og Indenrigsministeriet.

Begge sygehuse tager Rigsrevisionens rapport til efterretning, men Region Syddanmark slår i sin udtalelse samtidig fast, at man ikke mener, der er sket fejludbetaling af merarbejde.

Sygehus Lillebælt forklarer, at udbetalingerne er sket, fordi overlægerne har haft opsparede timer, som det ikke har været muligt at afspadsere. Som følge af kritikken har Sygehus Lillebælt indført yderligere kontroller på lønområdet, ligesom overlægernes merarbejde bliver tydeliggjort via en ændring af, hvordan de kodes i løn- og vagtsystemet.

På OUH henviser man til en lokalaftale, som lød, at timerne enten skulle afspadseres eller udbetales afhængig af den enkelte overlæges ønsker og muligheder. OUH forklarer videre, at der i henhold til aftalen er registreret effektiv tid under vagt, uden at der forekommer en vagt.

Lokalaftalen udløb 19. december, og OUH har i forbindelse med den nye aftale indarbejdet Rigsrevisionens kritik, så merarbejde og effektiv tid under vagt håndteres særskilt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce