Annonce
Tønder

Ringridning: Ny generation tager over i Agerskov

Svend Åge Kjeldstrøm, Toftlund, er fyldt 15 år og dermed er han rykket op i de voksnes rækker. Springet volder ham tilsyneladende ingen problemer. Privatfoto
15-årige Svend Åge Kjeldstrøm fra Toftlund har som ponyrytter vundet adskillige konge-titler på de sønderjyske stævnepladser. Nu er han rykket op i de voksnes rækker, og også her er han svær at slå.

AGERSKOV: Talent fornægter sig ikke. I de seneste år har unge Svend Åge Kjeldstrøm fra Toftlund som børnerytter vundet adskillige kongetitler rundt omkring på de sønderjyske ringriderpladser. Nu er Svend Åge Kjeldstrøm fyldt 15 år og dermed rykket op i de voksnes rækker. Også her kan han begå sig.

Senest viste han det i søndags under årets ringridning i nabobyen Agerskov. Her havde Svend Åge Kjeldstrøm sidste år vundet kongetitlen blandt de unge. Søndag hjemførte han så for første gang titlen som pladskonge blandt de voksne.

- Han kommer jo også ud af en dygtig ringriderfamilie, lyder det anerkendende fra formanden for Agerskov Ringriderforening, Lars Appel.

Annonce

Vinderne

Vinderne af de enkelte aldersgruppe ved søndagens ringridningen i Agerskov blev følgende:

Børnerækken: Jonas Olesen, Rangstrup, foran Lea Schulz, Gredstedbro, og Iben Jensen, Rødekro.

15-30 år: Dorthe Thomsen, Møgeltønder, foran Sanne Petersen, Åbøl, og Carina Jessen, Frørup

31-44 år: Christian Thomsen, Møgeltønder, foran Henning Andersen, Terkelsbøl, og Rasmus Juhl, Ravsted

45-54 år: Lars Appel, Rangstrup, foran Torben Hansen, Bov, og Yvone Appel, Rangstrup

55-69 år: Gert Hansen, Kliplev, foran Djim Christoffersen, og Anton Bonnichsen, Øster Gasse

Over 70 år: Arne Schulz, Gredstedbro, foran Jørgen Thomsen, Tørsbøl, og Bent Lorenzen, Burkal

112 i sadlen

Formanden kunne søndag glæde sig over deltagelse af 112 ryttere. Dermed nåede Agerskov-stævnet over det magiske tal på 100 deltagere, og samtidig var der præcis en hest og en rytter flere end året før.

De ydre betingelser på pladsen i Agerskov var at finde, men alle ryttere var udfordret af en meget kraftig blæst. Det resulterede i, at kun var seks der tog alle 24 indledende ringe.

- Jeg kan ikke huske, hvornår der sidst har været så få, siger Lars Appel.

Under omridningen måtte der flere omgange til, inden Svend Åge Kjeldstrøm som den yngste og Arne Schultz, Gredstedbro, med sine over 70 år som den ældste i omridningen, stod over for hinanden. Efter sammenlagt seks ture gennem galgen, var det ungdommen der tog sejren, æren og vinderkransen hjem.

Kongen var en dronning

Pladskonge hos ponyrytterne, og dermed efterfølger for Svend Åge Kjeldstrøm, blev Line Olesen fra Rangstrup. Så kongen var en dronning. Line Olesen var eneste rytter, der tog alle 24 ringe, og slap dermed for den nervepirrende omridning.

Sejren gør, at Line Olesen, sammen med Svend Åge Kjeldstrøm, vil ride forrest i det traditionelle optog gennem byen, der også i år blev anført af den sønderjyske pigegarde.

Line Olesen fra Rangstrup var eneste børnerytter, der klarede alle 24 indledende ringe. Privatfoto
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: En tænkepause er trods alt bedre end dum beslutning

Klimaet er udfordret. Danmark har et ansvar for at gøre en forskel for nuværende og for kommende generationer. Men danske politikere har også et ansvar for ikke at træffe beslutninger, der måske er populære på den korte bane, men kontraproduktive på den lange. Regeringen har atter udskudt en beslutning om ny oliejagt i Nordsøen. Den danske stat har i over 40 år givet virksomheder tilladelse til at udvinde olie og gas i Nordsøen. Den forretning har finansieret en betydelig del af velstanden i dette land. I tusindvis af mennesker arbejder i den industri, alene i denne del af landet, og det skal de ikke skamme sig over. De skal nemlig være med til at finansiere fremtiden. Fire selskaber har budt i den ottende runde, som gælder fra 2025 og giver mulighed for at udvinde olie til 2055. Selskaberne var lovet et svar for et halvt år siden. Nu må de vente på ubestemt tid. Regeringen har udbedt sig tænkepause, og det er ærligt talt ikke den værste beslutning, regeringen kunne træffe lige nu. De politiske vinde blæser uansvarlighedens vej, politisk er regeringen under pres af sine støttepartier for at sætte en prop i Nordsø-olien. Vi har fået en enormt ambitiøs klimalov. Danmark vil reducere sit CO2 udslip med 70 procent inden 2030. Problemet er, at ingen kender regningen for den beslutning. Kun ligger det fast, at den bliver stor. Nordsøens olie er sort. Men den er i globalt perspektiv mindre sort end megen anden olie. Udfaser Danmark olie hurtigere end grønne energikilder er konkurrencedygtige på verdensmarkedet, forbedrer det ikke klimaet, tværtimod. Så leverer andre endnu sortere brændstof. Danmark tager sit ansvar som et af verdens rigeste lande alvorligt. Men Danmark fylder uendeligt lidt i det globale klimaregnskab, og det vil i virkeligheden ikke kunne måles på et eneste termometer på kloden i 2030, om Danmark lander på 50 eller 75 procent i 2030. Derimod vil det kunne måles, hvis danske oliemilliarder investeres i grønne investeringer, som kan udkonkurrere olien og gassen. Danmark gør ingen forskel ved at blive fattigere. Men Danmark kan gøre forskel, hvis vi sætter vores velstand ind på at finde løsninger – også for de mange, mange andre.

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];