Annonce
Indland

Voldsomt uvejr skaber problemer mange steder i Danmark

50090 Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix

Et uvejr over Danmark lørdag har påvirket både koncerter og Folkemødet såvel som fodboldkampe i København.

Et uvejr over store dele af Danmark har lørdag sat sit aftryk. Flere koncerter er aflyst på grund af vejret, en fodboldkamp i 2. division er aflyst og et kærestepar fik strøm igennem sig, da et lyn slog ned.

Rasmus Seebachs koncert i Valbyparken samt to planlagte koncerter på Christianshavn fra trioen "Vi sidder bare her", som består af Mikael Simpson, Jørgen Leth og Frithjof Toksvig, er blevet aflyst på grund af vejret.

Copenhagen Music oplyser via Rasmus Seebachs Facebook-side, at lørdagens koncert er aflyst.

- Det er med stor beklagelse, at der er sket så store ændringer i vejrsituationen, at vi efter drøftelse med vores sikkerhedsteam ser os nødsaget til at aflyse familiekoncerten i dag, står der.

Koncerten er blevet rykket til søndag samme tid og sted, oplyser Copenhagen Music i en pressemeddelelse.

Mikael Simpson fra "Vi sidder bare her" skriver på Facebook, at det ikke er "forsvarligt" at gennemføre de to planlagte koncerter.

- Vi har indtil det sidste afventet en ændring i vejrudsigten uden held. Strøm, mennesker og tordenvejr går ikke på kanalen, skriver han.

I den danske 2. division i fodbold blev kampen mellem Skovshoved og Slagelse rykket til mandag, mens to øvrige kampe i hovedstadsområdet blev udsat et par timer som følge af uvejret.

Ifølge TV2 Øst fik et kærestepar fra Mern ved Vordingborg strøm igennem sig, da et lyn slog ned i parrets hus.

Manden talte i telefon, da lynet ramte. Begge blev kørt til sygehuset til kontrol, men ingen led alvorlig personskade.

På Bornholm, hvor Folkemødet stadig er i gang, har vejret også drillet. Således blev næstformand i Venstre Kristian Jensen afbrudt i sin partiledertale, som han holdt i stedet for Lars Løkke Rasmussen (V).

Derudover blev terminalen i Bornholms Lufthavn midlertidigt proppet med mennesker, da lyn og torden gjorde, at der i en periode ikke blev sendt fly mod København.

Vagthavende meteorolog ved DMI Martin Lindberg fortæller, at der kan komme lokale oversvømmelser som følge af vejret.

- Det største problem er vandmængder, hvor der lokalt kan komme oversvømmelser, når regnen ikke kan flyde væk.

- Og selvfølgelig skal man være forsigtig, når der kommer lyn og torden, siger han.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce