Annonce
Vejen

Rock i regnen: Vand har samme temperatur som øl

Park Rock i Skodborg blev en våd affære. Regnen styrtede ned ved åbningen lørdag eftermiddag, men festival-gæsterne greb alligevel muligheden for at feste igennem. Foto: Lars Thomsen
Årets Park Rock i Skodborg bød på hygge, øl og god musik. Flere tusinde festivalgæster fik sig en god oplevelse, selv om vejrguderne var i drillehumør.

SKODBORG: Kraftige regnbyger væltede ned over Skodborg lørdag eftermiddag, hvor årets Park Rock blev afviklet, men den voldsomme nedbør kunne ikke forhindre de i alt 3.200 festival-gæster i at få præcis dét, de kom for at få: Hygge, øl og masser af god musik.

Programmet var det største i festivalens 14-årige historie og bød på både kendte og mindre kendte kunstnere. Mens Peter A.G. fra Gnags sang om "Lav sol over Århus", stimlede masser af festivalgæster sammen i et intimt nærvær i opstillede telte, mens andre iklædte sig regntøj og gummistøvler og kastede sig ud i fælles (regn-)dans foran scenen.

Lørdag var flere af Skodborgs huse fyldt til bristepunktet med unge, som har gjort det til en tradition at mødes privat i forbindelse med festivalen, og Jan Thomsen fra styregruppen bag festivalen, som selv havde huset fyldt af overnattende festivalgæster, glæder sig over den store opbakning og siger:

- Da jeg vågnede lørdag morgen, tænkte jeg: "Åh nej! Det regner!" Men folk dukker jo op alligevel. Det er fantastisk at se, og det er også fantastisk, at vi aldrig har problemer med at skaffe frivillige hjælpere. Park Rock er byens fest, og jeg har en god mavefornemmelse, når så mange bakker op.

Annonce
Vand har samme temperatur som øl, så det skal nok gå.

John Christensen, festival-gænger fra Kamtrup

Kærestetid med god musik

Anette Andersen og gemalen Brian Pedersen, begge fra Sdr. Hygum, var til Park Rock for første gang og nød at være afsted uden børn.

- Det er skønt at have kærestetid sammen og samtidig have tid til at lytte til god musik. Jeg har altid været lidt misundelig, når folk omkring mig har fortalt, at de har været til Park Rock, og at det har været mega-godt. Nu prøver vi det selv, og det føles allerede godt, lød det lørdag eftermiddag fra en glad Anette Andersen.

Hun og Brian fandt under festivalen sammen med parret Gitte og John Christensen fra Kamtrup. Dette par har været til Park Rock før og er vilde med konceptet.

- Det er en hyggelig, lille festival, som byder på gode musiknavne, og det er dejligt, at vi ikke bor så langt fra den. Det gør det nemt at komme frem og tilbage, lød det fra parret.

Og regnen? Den generede ikke de to par overhovedet.

- Vand har samme temperatur som øl, så det skal nok gå, lød det grinende fra en regndryppende John Christensen.

Park Rock 2019

Ved Park Rock i Skodborg 2019 spillede følgende:

* Gnags

* Nicklas Sahl

* Boys From Heaven

* Midt om natten

* Jacob Dinesen

* Rasmus Seebach

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Covid 19: Lad os nu bare få ro på

I Italien er syv personer døde af covid 19 også kaldet coronavirus. Omkring 300 er smittet. Også i Storbritannien er der smittede og så at sige på vores dørtrin er der mistanke om et tilfælde i Hamborg. På Tenerife er danskere i isolation på et hotel, efter en italiensk gæst åbenbart har bragt smitten med sig.På den baggrund er det sandsynligt, at smitten kan nå os. Er det en alvorlig situation? Ja, bestemt. Men der er ikke tale om en katastrofe.Det indtryk kunne nemt opstå, hvis man kaster et blik på børserne. De danske aktier har haft de største kurstab i årevis. På de internationale børser er billedet det samme.Kursfaldene er ikke noget bevis på faren fra covid 19, men bekræfter blot, at Mogens Lykketoft havde ret, da han i sin tid og med noget grovere ord konstaterede, at finanssektoren var befolket af sensitive sjæle.Covid 19 er en ny sygdom. Derfor har vi ikke noget naturligt immunforsvar, ligesom det foreløbig kun er en påstand, at Kina skulle have udviklet en vaccine.Men med alle disse forbehold er coronavirus slet og ret influenza. Den sygdom er bestemt ikke til at spøge med. Således døde godt 1600 danske af influenza i sæsonen 2017/2018.For hver af disse afdøde og deres pårørende var der tale om en tragedie. Men influenzadødsfaldene har vi år efter år, uden det udløser panik endsige styrtdyk på børserne.En angstprovokerende kendsgerning er, at vi alle på et tidspunkt skal dø. Den gode nyhed er, at der kun er ringe sandsynlighed for, at coronavirus koster os livet.I sygdommens epicenter, Kina, er omkring 80.000 med sikkerhed smittet, og knap 3000 dødsfald er officielt registreret. Det svarer til en dødelighed med rigtig mange nuller på førstepladsen i procenten af døde i forhold til Kinas enorme befolkning på næsten 1,4 milliarder mennesker. Selv hvis mørketallet i antallet af døde er tre, fire eller endog ti gange højere, er regnestykket det samme.Det er således ikke den sorte død, der hærger. Lad os være vagtsomme, men ikke paniske.

Annonce