Annonce
Sport

Roger Federer tager OL i Tokyo i 2020 med

Noel Celis/Ritzau Scanpix
Roger Federer satser på OL-deltagelse for femte gang, når verdens største sportsbegivenhed afvikles i Tokyo.

Det schweiziske tennisikon Roger Federer rundede 38 år i august, men han har ingen intentioner om at lægge ketsjeren på hylden lige med det samme.

Mandag gjorde han det i hvert fald klart, at han agter at stille op ved OL i Tokyo i 2020.

Det skete i forbindelse med et sponsorevent i netop Tokyo mandag. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

I det tilfælde vil det blive Federers femte OL, selv om han på grund af en knæskade sendte afbud til OL i Rio i 2016.

- I sidste ende var det mit hjerte, der besluttede, at jeg gerne vil til OL igen, siger Roger Federer.

- I flere måneder har jeg talt med mit hold om, hvad jeg skal efter Wimbledon og inden US Open næste sommer, siger han om grand slam-turneringerne, der ligger før og efter OL.

Federer har vundet det meste, der er værd at vinde, men OL-guld i single mangler han stadig.

I 2012 hentede han OL-sølv i London efter finalenederlaget til den britiske hjemmebanefavorit Andy Murray.

Fire år forinden i Beijing vandt Federer dog OL-guld i double med Stanislas Wawrinka.

- Jeg har været fanebærer for Schweiz i Athen og Beijing, jeg har en guld- og en sølvmedalje, og jeg vil elske at spille ved et OL igen, siger Federer.

Federer er indehaver af rekorden for flest vundne grand slam-titler i single hos herrerne med sine 20 triumfer.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Sørgelig sag fik det rette udfald

Sagen er helt igennem sørgelig. Men det kunne ikke være anderledes. Naturligvis måtte den danske stat ikke lade et lille barn gå til grunde i en lejr i Syrien, efter såvel barnets somalisk-danske mor som faren tilsyneladende er blevet dræbt. Derfor er den 11 måneder gamle dreng nu blevet hentet til Danmark, hvor han forhåbentlig får en god fremtid sammen med sine slægtninge. Både drengens mor og far har haft tilknytning til Islamisk Stat. Sagen er den bedst tænkelige illustration af det idioti, disse fanatikere er besat af. Deltagelse i terror er i sig selv utilgivelig. Men det er komplet ubegribeligt, at forældre også er parate til at ofre deres eget barn for en tåbelig sag. Netop dette er jo konsekvensen af at medbringe børn eller sætte dem i verden i det helvede, Islamisk Stat lykkeligvis kun for en kort periode kunne etablere i Mellemøsten. Vi skal i sådanne sager være humane, men med kraftige forbehold. For den danske stat er der uanset farven på de pågældendes pas ingen grund til at gøre sig synderlige anstrengelser for at hente andre IS-terrorister til landet. Det gælder også for de pågældendes børn, med mindre ganske særlige forhold gør sig gældende. Det var tilfældet for den lille dreng samt i en tidligere sag, hvor en hårdt kvæstet 13-årig dreng i juni blev evakueret fra en interneringslejr. Alternativet havde formentlig i begge tilfælde været børnenes død. Det må vi ikke medvirke til. Dansk Folkeparti lufter mistanken om, at det reelt ikke er muligt at kontrollere, hvorvidt den lille drengs forældre faktisk er afgået ved døden. I lyset af de kaotiske forhold i Syrien er denne skepsis begrundet. Men skulle for eksempel moren senere vise sig at være i live, bør det på ingen måde berettige hende til en fribillet retur til Danmark. Flere medier har bragt historier om tidligere IS-terrorister, der angiveligt bittert har fortrudt og nu vil retur til Danmark. Til dem er beskeden: Alle valg i livet har konsekvenser, og I er ikke velkomne.

Annonce