Annonce
Sport

Ronnie Schwartz er skuffet over FCM-spilletid

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
FCM-angriber Ronnie Schwartz er skuffet over den foreløbige spilletid i foråret i Midtjylland-trøjen.
Annonce

Det blev kun til to minutters spilletid for topscorerlistens nummer to, Ronnie Schwartz, da FC Midtjylland søndag besejrede FC Nordsjælland i 3F Superligaens mesterskabsspil.

Det er blot blevet til tre startpladser for Schwartz i forårssæsonen, og søndag kom han først ind fra bænken i kampens tillægstid.

Den begrænsede mængde spilletid skuffer angriberen, som mener, at han burde spille mere.

- Jeg er selvfølgelig skuffet over, at jeg ikke spiller mere.

- Det er ikke tilfredsstillende, at jeg fik ti minutter sidst mod FCK og to minutter mod Nordsjælland, for det er langt under, hvad jeg havde håbet på og føler mig berettiget til, siger Ronnie Schwartz.

Med fem kampe igen af mesterskabsspillet er Schwartz nummer to på topscorerlisten med 15 mål, og han mangler derfor tre mål for at overhale den tidligere Brøndby-angriber Kamil Wilczek, som skiftede til Tyrkiet i vinter.

Schwartz har da også øje på topscorertitlen.

- Det er et kæmpestort personligt mål for mig at blive topscorer, men jeg har ikke scoret så meget, som jeg gerne ville i foråret, og derfor er der også pres på mig nu, siger han.

Angriberens træner, Brian Priske, vil gerne hjælpe Schwartz til topscorertitlen, men han erkender, at det er en svær balancegang i forhold til spilletid med mange offensive profiler.

- Det er den kyniske del af fodbold, men selvfølgelig er det ikke optimalt at sætte Ronnie ind to minutter før slutfløjt.

- Han er heldigvis mand nok til at tage det, selv om han selvfølgelig gerne vil spille og nå topscorertitlen, som jeg håber, vi stadig kan nå at hjælpe ham med, siger FCM-træneren.

Schwartz og FC Midtjylland kan vinde mesterskabet på torsdag, når holdet hjemme tager imod FC København.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding For abonnenter

SF'er opfordrede Søvndal til at gå efter borgmesterposten i vinter: - Nu kan vi måske få en reel valgkamp

Esbjerg

Livsfarlige udspring i lystbådehavn: Unge badegæster blev bortvist fra Esbjerg Strand

Annonce