Annonce
Aabenraa

Royal Run: Sønderjylland håber på kongelig deltagelse i 2020

Arrangørerne af Royal Run i år og til Genforeningsjubilæet i 2020 håber på royal deltagelse i Sønderjylland. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Arrangører bag det lokale Royal Side Run håber på at kunne modtage en royal løber i forbindelse med Genforeningsjubilæet i 2020. Sønderjylland varmer op med et løb i Aabenraa. - Kom og vær en del af noget større, lyder opfordringen.

Aabenraa: Da kronprins Frederik fyldte 50 år i 2018 blev det en fest - ikke kun for fødselaren selv, men for hele Danmark. Især da motionsløbet Royal Run fik mange danskere ud i det fri - i enkelte tilfælde endda i selskab med kronprinsen.

Royal Run er blevet en begivenhed, som har lagt grunden til en tradition. Sport Event Syd har siden 2017 arbejdet ihærdigt på at få 2020-udgaven af Royal Run til grænselandet - og dermed bidrage til en særlig festlig markering af 100 året for Genforeningen.

- Så vi vil gerne gøre opmærksom på Sønderjylland og 2020, hvor der er Genforeningsjubilæum, fortæller Per Hussmann. Sammen med Sport Event Syd og Bevæg dig for Livet inviterer han derfor til et "opvarmningsløb" på én mil - det vil sige 1,6 kilometer - eller en lidt længere tur på fem kilometer.

Det foregår mandag, 10. juni, kl. 16.15 med start og mål ved det gamle rådhus i Aabenraa.

- I anledning af Kronprinsens Royal Run, som løber af stablen 2. pinsedag, vil vi gerne bakke op med et festligt arrangement for alle, der har lyst til at sende en hilsen via TV2 til kronprinsen. Det er nemlig sådan, at TV2 har valgt at transmittere fra Aabenraa i denne anledning. Alle er velkommen som deltager eller tilskuer til denne lokale udgave af Danmarks royale løbefest.

I 2019 løber kronprinsen med på Færøerne, i Aarhus og København og kronprinsessen i Aalborg.

- Når vi vælger at lave et arrangement, er det jo fordi, vi gerne vil trække Royal Run-stemningen til vores by. Derfor kunne vi godt tænke os at vise resten af Danmark, at vi er værdige til at få kronprinsen til Sønderjylland i 2020. Det er vores mål - rettere sagt vores håb, at vi med løbet mandag, 10. juni, kan skabe opmærksomhed om 2020-markeringen og i den forbindelse få et Royal Run til Sønderjylland, lyder det fra Per Hussmann.

Annonce

Del af noget større

Han opfordrer derfor deltagere til løbet den 10. juni at gøre begivenheden så "royal" som muligt.

- Vi synes, det er fantastisk, at Royal Run appellerer så bredt og motiverer mange nye til at snøre kondiskoene og begynde at gå eller løbe. Det vil vi selvfølgelig gerne bakke op om. Så derfor: Kom og vær en del af noget større. Lad os fejre kronprinsen sammen med resten af Danmark. Vi vil gerne klæde Aabenraa i blåt og hvidt i denne anledning og dermed vise, at vi også kan noget hér i Sønderjylland, siger Per Hussmann.

For at gøre mandagens løb i Aabenraa lidt mere kongelig, kan deltagere printe deres egen kongekrone, en konge-guirlande eller en medalje direkte fra eventens begivenhed på facebook, som man så tager med til løbet. Det er gratis at deltage.

Han vurderer at Royal Run sætter ny standard for dansk motionsidræt. 80.000 deltagere er med i Royal Run arrangementerne rundt omkring i landet. Udover at det er 10.000 flere deltagere end sidste år, så må Royal Run betegnes som ét af de motionsløb, der mønstrer flest deltagere. Det er ganske enkelt imponerende, mener Per Hussmann.

Læs mere på facebook under Royal Run Sønderjylland.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce