Annonce
Indland

Rullende stødpuder skal sikre vejarbejdere mod at blive påkørt

Nye stødpudevogne skal sikre, at vejarbejdere og redningsmandskab ikke bliver påkørt af uopmærksomme bilister. Stødpuden absorberer trykket fra de køretøjer, der måtte påkøre vognene. Det kan medføre materielle skader på bilen, der kører ind i stødpuden, men personen bag rattet kommer ifølge Vejdirektoratet ikke til skade. Foto: Handout / Falck / Vejdirektoratet/Free
Vogne med stødpuder skal sikre vejarbejdere og redningsfolk mod at blive påkørt af uopmærksomme bilister.
Annonce

Det sker alt for ofte, at uopmærksomme bilister brager ind i skiltevogne, der advarer om akutte situationer forude.

Men nu er Vejdirektoratet parat med en ny løsning, der skal sikre, at vejarbejdere og redningsfolk ikke bliver påkørt:

Vogne med stødpuder skal standse bilerne, før de torpederer medarbejdere, der for eksempel er ved at opsamle tabt gods eller udbedre slaghuller i vejen.

- Man kan sammenligne det med bilernes airbags.

- Bilen vil blive bremset ned. Måske vil bilen komme til skade, men personen bag rattet, vil ikke komme til skade, siger områdechef Charlotte Vithen, Vejdirektoratet.

Så sent som onsdag morgen kørte en bil ind i et skiltevogn på E45 Østjyske Motorvej mellem Vejle N og Vejlefjordbroen.

Bilen blev totalskadet, men der skete ingen skade på vejarbejdere, der var i færd med at udføre vedligeholdelsesarbejde på vejen.

Værre gik det i 2018, da en Falck-redder, som var ved at assistere i en akut situation, blev påkørt og dræbt.

- Vi har desværre de seneste par år haft nogle alvorlige uheld, hvor personer, der håndtere akut opståede hændelser, er blevet påkørt.

- Det er på den baggrund, vi har besluttet at indføre det nye system i forbindelse med et nyt udbud, siger Charlotte Vithen.

Systemet kaldes også TMA, og det fungerer ved, at vogne med stødpuder opstilles foran stedet, hvor den akutte situation er opstået.

Der skal bruges omkring 50 til 60 af de nye stødpudevogne.

Falck, der er Vejdirektoratets samarbejdspartner, har leveret fem vogne på nuværende tidspunkt.

Planen er, at resten vil komme til i løbet af de næste fire år.

- Det skyldes, at de her systemer ikke findes på markedet i dag. Man skal ud og ombygge eksisterende systemer, eller man skal i gang med at producere nogle helt nye.

- Det vil tage en periode, før de er fuldt indfaset, siger Charlotte Vithen.

Implementering af systemet sker i forbindelse med et udbud, der stiller krav til de entreprenører, som løser opgaver for Vejdirektoratet og Rigspolitiet på statsvejene.

/ritzau/

Her er nyheden hos Vejdirektoratet
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

VM: Dagens kampe og tv

Debat

Giv borgerne klar besked, Engelbrecht

Annonce