Annonce
112

Brød ind gennem taget: Rumænere idømt fængsel og udvisning for tyvetogt

Dagli'Brugsen i Hemmet var blandt de første, der var så uheldige at få besøg af den rumænske tyvebande, der specialiserede sig i at bryde gennem taget på mindre butikker, der ligger på mindre travle steder. Foto: Mads Dalegaard
Dagli’Brugsen i Hemmet var blandt de butikker, som havde besøg af den rumænske bande, der også var i Odense, Vejle, Sønderjylland og Nordjylland.

HEMMET: Anklageskriftet lød på ikke færre end 20 forhold, da fire rumænere, to mænd og to kvinder, onsdag var for retten i Randers. 17 af anklagerne handlede om indbrud i mindre butikker i små byer, hvor rumænerne brugte en utraditionel måde til at bryde ind, nemlig ved at bryde gennem taget.

Det koster dem nu flere års fængsel og udvisning af Danmark.

23-årige Costel Damian og 32-årige Cristinel Pervu fik hver to års fængsel og blev udvist for bestandigt. 20-årige Paula Corina Ciorita og 45-årige Daniela Veronica Pirvu blev idømt et år og tre måneders fængsel og fik et indrejseforbud på 12 år.

Det første indbrud fandt sted i Dagli’Brugsen ved Hemmet, hvor der 14. august 2019 blev stjålet kontanter, cigaretter og skrabelodder for omkring 85.000 kroner. Samtidig ødelagde tyvene taget for omkring 150.000 kroner.

Annonce

Anholdt i sommerhus

Herefter gik det slag i slag med indbrud i Ødsted ved Vejle, Give, Knebel, Sønderborg, Odense, Filskov, Harboøre, Aabenraa og til sidst Sæby og Skagen, hvor kvinderne på 20 og 45 år blev anholdt sammen med mændene på 23 og 32 år. De blev anholdt i et sommerhus ved Sæby, som var et af de i alt fire sommerhuse, de har boet i, mens de var i Danmark af to omgange. De boede blandt andet også i et sommerhus i Oksbøl.

I alt stjal de fire rumænere værdier for mindst 430.000 kroner. Ved anholdelsen fandt politiet omkring 85.000 kroner i kontanter, som blev konfiskeret.

Den særegne indbrudsmetode blev dog også det, som ledte politiet på sporet af rumænerne.

- Der var flere indbrud, der mindede om hinanden, så politiet begyndte at analysere dem, fortæller anklager Mette Fladkær.

Modtog dommene

Sagerne blev samlet hos Særlig Efterforskning Vest, der arbejder på tværs af de jyske og fynske politikredse. Her blev man desuden opmærksom på en rumænsk bil, der var blevet set ved indbruddene, ligesom et bestemt telefonnummer gik igen i teleoplysninger omkring gerningstider og -steder.

De to mænd på 23 og 32 år blev dømt for samtlige 17 indbrud og to cykeltyverier, mens den ældste også blev dømt for overtrædelse af våbenloven på grund af to hjemmelavede granater, der angiveligt skulle bruges til at åbne butikkers pengeautomater. Ved flere af indbruddene blev det ofte kun til forsøg på indbrud, fordi tyvene blev forstyrret af tyverialarmer eller ikke formåede at åbne pengeskabene.

Kvinderne blev frifundet for et enkelt indbrud, ligesom de ikke blev dømt for cykeltyverierne. Derfor slap de billigere, da straffen skulle udmåles. Samtlige fire har modtaget deres dom.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sønderborg

Kræmmere rykkede i Perlegade

112

Voldsom bilbrand vækkede beboere

Erhverv

Klar melding: Tyskland byder inden for hos Poetzsch og Calle fra 15. juni

Annonce