Annonce
Rejser

Rundt og rundt - guide til cirkelbroer

Østerstrand i Fredericia. PR-foto: Fredericia Kommune
Snup en bade- eller picnictur ved en af Danmarks cirkelbroer. Er du ikke den store vandhund, indbyder de arkitektoniske perler også til uendelige spadsereture.

Her er en guide til nogle af de danske cirkelbroer.

1 Cirkelbroen ved Østerstrand

På Blå Flag-stranden Østerstrand, der ligger i Fredericias bymidte, finder du en cirkelbro. Med den ønskede kommunen at skabe et område for aktiviteter, der indbød til mere end solbadning og svømmeture, men også for eksempel koncerter og yogaundervisning. Cirkelbroen blev indviet 2017, men har af flere omgange være beskadiget på grund af Lillebælts bølger. I 2020 blev den forstærket, så kernen består af stål beklædt med træ.

Her er en bred sandstrand, der byder på en beachvolleybane, strandfodbold og Urbania Beach Bar, der serverer mad og drikke. På Østerstrand er der også et anlæg, der er tilegnet badegæster med synshandicap eller børnefamilier, der søger trygge rammer. 

Anlægget hedder Havfruefløjterne og er en række pæle i vandet med tov imellem, der leder ud i vandet og tilbage til stranden. Her er også træningspavilloner til gymnastik, yoga eller styrketræning. I perioden maj til september er der desuden en udendørs svømmebane.

Østerstrand ligger ved foden af Fredericia Vold og få minutters gang fra gågaderne.

Adressen er Øster Voldgade 34, 7000 Fredericia.

2 Østre og Vestre Søbad

Østre Søbad i Silkeborg set fra luften. Foto: Bo Jørgensen/Visit Aarhus

Østre Søbad og Vestre Søbad er navnet på Silkeborgs to cirkelbroer, der er bygget ved søen Almind Sø, der er kendt som en af Danmarks reneste. Egentlig har begge søbade eksisteret siden 1990’erne. For et par år tilbage blev det besluttet at opgradere søbadene.

Opgraderingen blev i form af cirkelbroer, der også rummer en sauna på Østre Søbad og et børnebassin. Broernes fundament er af azobetræ, der giver en lang levetid.

Almindøen er cirka 20 meter dybe på midten, og vandet kommer fra kildevæld ved skrænterne og bunden.

Adressen for Østre Søbad er Horsensvej 2, 8600 Silkeborg.

3 Den Uendelige Bro

Den Uendelige Bro i Aarhus. PR-foto: Robin Skjoldborg/Visit Aarhus

Den Uendelige Bro er navnet på en cirkelbro Varna Strand tæt på Aarhus. Broen er et kunstværk af de aarhusianske arkitekter Johan Gjøde og Niels Povlsgaard, og var oprindeligt en del af den midlertidige Aros-udstilling ”Sculpture by the Sea” i 2015. Broen blev dog så populært et udflugtsmål, at den blev permanent.

Idéen bag broen var endnu en gang at knytte kontakt mellem by, bugt og kyst, som den var før anden verdenskrig, hvor dampskibene sejlede mellem Riis Skov i nord og Marselisborgskoven i syd.

Broen ligger neden for Varna Palæet og rækker ud i Aarhus Bugt. Den bliver taget ned i vinterhalvåret sat op igen fra april til oktober.

Adressen er Varna Strand, 8000 Aarhus C.

4 Den svævende cirkelbro

Cirkelbroen ved Mølledammen i Tønder. PR-foto: Tøndermarsk Initiativet

Sidste år stod den svævende cirkelbro klar i ved Mølledammen i Tønder. Sammen med broen er der også anlagt en træpromenade, der går igennem Skulpturhaven. Broen er det første af flere projekter, der har fokus på nye byrum og klimatilpasning i Tønder Midtby.

Broen er tegnet, så den skal give en følelse af, at man går på vandet. Der er også en lille trampolin og masser af muligheder for at slå sig ned og tage en pause. Cirkelbroen er en af oplevelserne på den 54 kilometer lange Marskstien, der går gennem Tøndermarsken.

Adressen er Kongevej, 6270 Tønder.

5 Lille bro ved Ødis Sø

Broen ved Ødis Sø. PR-foto: Underværker

Ved Ødis Sø syd for Kolding er det muligt at nyde området fra en lille cirkelbro eller opleve fuglelivet fra fugletårnet. Broen er bygget af elever fra Koldings tekniske skole, Hansenberg, med støtte fra kommunens landsbypulje. Ødis Sø blev tørlagt for 200 år siden for at dyrke jorden, men i 2003 blev den genskabt.

Fra p-pladsen ved Vamdrupvej mellem nr. 15 og 17 starter og slutter en tre kilometer gåtur, som man kan kan forlænge ved at gå ind i Drenderup Skov, der ligger skrot over for p-pladsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce