Annonce
Sport

Russisk Formel 1-arrangør forventer at bevare grandprix

Anton Vaganov/Reuters
Billetsalget til Ruslands Formel 1-grandprix er i fuld gang på trods af Wadas sanktioner mod Rusland.

Arrangørerne af Formel 1-grandprixet i Sotji i Rusland forventer ikke at miste værtskabet i 2020 eller de efterfølgende år.

Det siger løbets promotor, Rosgonki, i en udtalelse, efter at Rusland mandag blev straffet af Det Internationale Antidopingagentur (Wada).

Rusland er blevet sanktioneret for at manipulere med udleverede data om sportsudøveres dopingresultater.

Som en del af straffen må Rusland ikke afholde store internationale sportsbegivenheder i fire år, medmindre det af praktiske eller juridiske årsager er umuligt at flytte værtskabet til et andet land.

Men ifølge Rosgonki regner Formel 1-arrangørerne ikke med at blive ramt, fordi kontrakten blev underskrevet tilbage i 2010 og løber til 2025.

Og fordi det er "juridisk og teknisk umuligt" at rykke grandprixet til et andet sted næste år.

- Vi er sikre på, at Det Russiske Grand Prix vil blive afholdt i 2020 og de følgende år, og vi inviterer alle til Sotji. Billetsalget er i fuld gang, understreger promotoren i udtalelsen.

Løbet er siden 2014 blevet afholdt ved de olympiske faciliteter i Sotji. I år vandt den britiske verdensmester, Lewis Hamilton, grandprixet i Rusland.

Det Internationale Motorsportsforbund (FIA), som organiserer Formel 1, er anerkendt af Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

Rusland har endnu ikke taget stilling til, om Wadas afgørelse skal appelleres til Den Internationale Sportsdomstol (CAS).

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fortsæt nu endelig bare det gode arbejde

Det har siden september kostet et velfortjent klip i kørekortet, hvis politiet opdager, at du roder med din mobiltelefon, mens du kører bil. 6814 bilister har følt konsekvensen af den strammede lovgivning. Det er mange, men det er ikke en eneste for mange. Tvært imod. Det var på høje tid, at konsekvensen for åbenlyst uopmærksom adfærd i trafikken blev takseret hårdere. Politiet anslår, at op mod 30-35 procent af uheld og ulykker i trafikken skyldes uopmærksomhed. Mennesker kommer alvorligt til skade. Nogen kære dør. Fordi andre mener, at det er nødvendigt at læse en sms, kigge på Facebook, skrive en besked i Messenger, lede efter musik på Spotify. Mens bilen tordner afsted gennem landskabet. Det tager ikke meget mere end fire sekunder at læse en sms og besvare med et thumbs up, en smiley eller et hjerte. Mange af os har gjort det. Men fire sekunder er knap 60 meter hen ad vejen ved skolen. Det er knap 90 meter på landevejen. Og næsten 125 meter på motorvejen, hvor fartbegrænsningen er 110 kilometer i timen. I blinde. Det er livsfarligt, og selvfølgelig skal den slags ligegyldighed med andres liv og helbred koste noget mærkbart. Leder af færdselspolitiet ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Knud Reinholdt, havde forventet, at flere ville lade mobilen ligge, da klippereglen trådte i kraft i september. Det forventede han med afsæt i erfaringer, fra dengang hastighedsforseelser begyndte at koste klip. Sådan er det desværre ikke gået. Der er ikke noget i antallet af klip, der tyder på bedring. Der er ikke noget i færdselspolitiets oplevelser, der tyder på det. I virkeligheden er det nok ikke så overraskende. Vi - og det vi gælder altså næsten os alle - har fået et helt utroligt tæt forhold til vores mobiltelefoner, og vi sætter den over venner, familie, koner og børn i masser af sociale sammenhænge. Der er det dog ikke strafbart, blot tankevækkende. I trafikken derimod skal vi ikke acceptere det. Det tog tid med alkohol og det at føre bil, men det blev dog med tiden totalt uacceptabelt. Vi må samme vej med mobilen, og vejen går over en række klippede kørekort. Klø på, kære politi. Vi trænger tydeligvis til kollektiv opdragelse, og den må være lidt hårdhændet. Hver og en af dem I klipper har fortjent det.

112

Flere lavede ballade i nattelivet

Annonce