Annonce
Sport

Rutineret landsholdsfløj skifter til tysk håndbold

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Trine Østergaard har skrevet en to år lang kontrakt med den tyske mesterklub Bietigheim.

Endnu en af profilerne på det danske kvindelandshold i håndbold fortsætter karrieren uden for Danmarks grænser.

Annonce

Odenses fløjspiller Trine Østergaard har underskrevet en to år lang aftale med den tyske topklub Bietigheim, der på sin hjemmeside beskriver nyerhvervelsen som "en af verdens bedste" på højre fløj.

Bietigheim har dansk træner i form af Martin Albertsen og har også fløjspilleren Fie Woller i truppen.

Klubben blev tysk mester i sidste sæson og befinder sig lige nu på andenpladsen i Bundesligaen efter Dortmund.

- Jeg er lykkelig og stolt over at blive en del af Bietigheims hold fra næste sæson. I mine øje er den regerende tyske mesterklub en professionel og spændende klub med mange gode spillere.

- Jeg glæder mig til at spille i den tyske liga og få mange nye udfordringer. De vil hjælpe mig med at udvikle mig som spiller og forhåbentlig opnå store ting med holdet og klubben, siger Østergaard.

28-årige Trine Østergaard debuterede på det danske landshold for næsten ni år siden og er i alt noteret for 117 landskampe.

Hun er en af flere danske landsholdsspillere, der forlader Odense efter denne sæson. Også navne som Stine Jørgensen og Kathrine Heindahl er fortid i den fynske hovedstad til sommer.

I de senere år har en række danske profiler forsøgt at skabe en karriere i udlandet med Sandra Toft i Frankrig og Anne Mette Hansen i Ungarn som de mest markante eksempler.

/ritzau/

Nyheden på klubbens hjemmeside
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Formand for menighedsråd trækker sig i protest over biskop: Det vil jeg ikke være med til

Annonce