Vojens: En bil brød pludselig i brand tidligt torsdag morgen, mens den holdt parkeret på Marstrupvej ved Abkær.
Vagtchef Karsten Høy fra Syd- og Sønderjyllands Politi siger, at bilbranden blev anmeldt klokken fire torsdag morgen.
- Der var ikke fare for spredning til bygninger eller andet, men bilen har været i brand. Vi er færdige derude, siger han klokken fem.
Umiddelbart er brandårsagen, at der i bilen har ligget gløder fra rygning. De har ulmet, og så er det endt i flammer.
- Ejeren er oplyst om branden og har selv fortalt, at der er blevet røget i bilen, siger vagtchefen.
Ingen kom til skade ved branden.