Annonce
Speedway

Så begynder EM-serien i speedway: Den forsvarende mester vil med helt frem igen

Mikkel Michelsen har scoret fint med point i de første matcher i denne sæson, og derfor tror han på, at han har en chance for at forsvare sin individuelle EM-titel. Også landstræner har en god fornemmelse. Foto: Sportxpress/Ritzau Scanpix
Tre af de sidste fire gange er en af dansker kørt afsted med den individuelle EM-titel, og det kan meget nemt gå hen at ske igen i år.
Annonce

Lørdag sidst på eftermiddagen indleder Mikkel Michelsen forsvaret af den individuelle EM-titel, som han i fjor vandt efter en omkørsel mod russiske Grigorij Laguta.

- Jeg føler mig i god form, men jeg er nu ret afslappet omkring det. Selvfølgelig vil jeg rigtig gerne gøre det godt igen, og for mig er der ingen tvivl om, at EM-titlen er det hidtil største i min karriere, siger Michelsen.

PÅ grund af corona-situationen skal alle fem EM-afdelinger køres i Polen, og det begynder og slutter i Torun. Fem EM-løb på bare 25 dage.

- Desværre kommer vi ikke til Vojens, hvor jeg vandt sidste år. Det er jeg rigtig træt af. Stemningen i Vojens er altid fantastisk, og så er det bare noget af det bedste at køre foran danske fans. Vi må tage revanche til næste år.

Også Leon Madsen, Michael Jepsen Jensen og Nicki Pedersen deltager i EM-serien.

- Det bliver da helt sikkert nogle af mine hårdeste konkurrenter. Leon er i hvert fald startet virkelig stærkt i den polske Xtra-liga.

EM-serien er ekstra attraktiv i år, da vinderen kvalificerer sig til grandprix-serien 2021.

- Det betyder da meget, og desuden er EM-serien rimelig attraktiv at deltage i rent økonomisk, så det er da helt bestemt min målsætning at blande mig i toppen igen i år.

Annonce

Ingen slinger

Landstræner Hans Nielsen har også noteret sig, at danskerne er kommet godt ud af starthullerne i den polske liga, og han tror derfor også på dansk succes i EM-serien.

- Når jeg ser på danskernes præstationer i den polske liga de seneste uger, er der generelt  ingen slinger i valsen, og der har ikke været nogle skader. Og når vi taler sammen om træning og strategi, er kørerne også ved rigtig godt mod og målrettet på at vinde EM.

Mikkel Michelsen vandt altså EM-titlen i 2019. Nicki Pedersen og Leon Madsen vandt i henholdsvis 2016 og 2018. Lørdagens EM-løb fra Torun vises på 6’eren fra kl. 17.00.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Søren Brostrøm øjner smittens skyer over efteråret - og en fremtid med mere hygiejne

Annonce