Annonce
Danmark

Så dybt stikker frygten i Radikales bagland - få overblikket

Mørket risikerer at omslutte Radikale, mens de graver deres krise dybere og dybere. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Parallellerne mellem Konservatives nedsmeltning i halvfemserne og Radikales nuværende krise er mange. Det får grundangsten til at sætte sig i det radikale bagland. Avisen Danmarks Kasper Løvkvist giver et overblik over, hvor dybt det faktisk stikker.
Annonce

Politik: Ikke siden Hans Engell som formand for Konservative i fuldskab torpederede en betonklods på Helsingørmotorvejen, er et lederskifte i et parti detoneret som en bombe, hvor aktørerne stod uforberedte tilbage i granatchok, som da Radikales leder Morten Østergaard grådkvalt og vanæret trådte ud af toppolitik onsdag i sidste uge. Historien var, at det handlede om håndteringen af en forholdsvist banal krænkelsessag, men nu står det klart, at også her var alkohol en afgørende faktor.

Som det radikale koryfæ, Thorkild Maarbjerg, mangeårig dirigent på Radikales landsmøder og æresmedlem i partiet, sagde til Avisen Danmark: "Det er helt vildt, at der ikke for længst er grebet ind over for hans opførsel mod kvinder." Og fortalte at Morten Østergaard er af den type, der bliver "liderlig", når festen går højt.

Et karaktertræk, som den nye leder og Morten Østergaards nærmeste, Sofie Carsten Nielsen, tilsyneladende var udmærket bekendt med, men som hun ikke har kunnet få sig selv til at dele med offentligheden, selv om lejlighederne i den seneste uge har været utallige. Hun har valgt en balancegang mellem løgn og fortielse.

B.T. lagde torsdag en privat SMS frem fra Sofie Carsten Nielsen til folketingsmedlemmet Ida Auken, der bekræfter den nye leders viden og underminerer hendes offentlige udtalelser. Sofie Carsten Nielsen skriver bl.a.: "Vi har talt om mange gange, at Morten var klam, at han har taget dig på røven fx."

For Konservative gik der to år og tre nye ledere efter granatchokket, inden det igen kom ind i en stabil gænge - og næsten et kvart århundrede efter påvirker det stadig partiet. For Radikale er det kun lige begyndt. Søndag forsøger folketingsgruppen og Sofie Carsten Nielsen at finde en vej til besindelsen på et ekstraordinært krisemøde. Imens står det som altid bare bliver kaldt baglandet og ser på de folkevalgtes ageren med gru og grundangst.

Her er et udsnit af reaktionerne fra baglandet:

1 Thorkild Maarbjerg, æresmedlem

I Avisen Danmark blev han spurgt, om han har tillid til Sofie Carsten Nielsen: "Det har jeg meget svært ved at have."

Om folketingsgruppen: "Man kan nærmest frygte at lade dem være alene."

2 Søren Bald, tidligere landsformand, nu formand i Gribskov

"Den nyvalgte gruppeformand kan umuligt have været uvidende om, at den tidligere politiske leder havde ikke bare en hånd-på-låret-sag, men også andre og mere reelle sager, hvoraf en af dem tilmed blev en egentlig personalesag. En sådan må den nyvalgte leder have kendt til, for eller har både den gamle og den nye radikale ledelse et gigantisk ledelsesproblem," skrev han i Frederiksborg Amts Avis.

Til Avisen Danmark sagde han: "Hastværk er lastværk. Og nu får de løn som forskyldt."

3 Tage Nielsen, formand i Skanderborg

"Nu stopper I det her og sætter jer sammen om et bord og snakker sammen. Stop! Det er en børnehave at høre på," sagde han til Avisen Danmark.

4 Kristine Kryger, byrådsmedlem og spidskandidat i Gentofte

"Jeg har lyst til at råbe SKRÅT OP til medlemmer af mit partis folketingsgruppe. Bare SKRÅT OP! Her knokler man ubeskriveligt mange timer for lokalt at lave socialliberal politik, som bare smadres, når folketingsmedlemmer opfører sig egoistisk. Man tror, det er løgn," skrev hun på Twitter.

5 Bo Skibelund, formand i Kolding

"Det havde været godt at få alt afklaret. På det tidspunkt, hvor Morten Østergaard gik, var sagen slet ikke afklaret, og så begyndte diskussionen at køre om, hvor meget den øverste ledelse - altså Sofie - havde vidst," sagde han til Avisen Danmark

6 Anders Kloppenborg, tidligere sekretariatschef hos Radikale

"Besindelse og omtanke blev skubbet helt til side af en feministisk, inkvisitorisk heksejagt forestået af en gruppe ikke-tilgivende, nådesløse furier og amazoner, som virker som om, de ikke helmer, før det ultimative matriarkat er indført på værste fundamentalistiske vis," sagde han til Skive Folkeblad. Anders Kloppenborg har meldt sig ud af partiet i denne uge.

7 Ole Dall, chefredaktør på Skive Folkeblad

Skive Folkeblad er en erklæret radikal avis. Den ligger altid tilgængelig på Radikales landsmøder. I en leder skrev chefredaktør Ole Dall: "Det må således konstateres, at fortielser, løgne og hykleri driver ned af væggene hos Sofie Carsten Nielsen, der har fået en start som ny radikal leder med en tyndslidt troværdighed."

8 Christian Jensen, chefredaktør på Politiken

Politiken er ikke en erklæret radikal avis, men den opfattes alligevel som Radikales hoforgan, fordi den i stil og indhold oftest flugter med kerneradikale værdier. I en leder skrev chefredaktør Christian Jensen: "Sofie Carsten Nielsen gør sig til symbol på det misforståede ledelsesansvar, der har vist sig udbredt i mange brancher. Hvor Morten Østergaard svigtede ved sine skandaløse handlinger, svigter Sofie Carsten Nielsen ved at lytte uden at handle. Det radikale svigt er dermed dobbelt."

9 Johan Brødsgaard, byrådsmedlem i Silkeborg

"De sætter enkeltpersoner over partiet. Lige nu er vores parti i en krise, og det må ikke handle om personer. Radikale Venstre er så meget mere end de 16 på Christiansborg, og nu gør de det rigtigt svært for os andre at føre politik lokalt og regionalt," sagde han til TV 2.

10 Jørn Sørensen, tidligere borgmester i Holbæk

"Uden at ville desavouere Sofie Carsten Nielsen vil jeg derfor foreslå mit gamle parti og dets folketingsgruppe at lave en midlertidig løsning, hvor Marianne Jelved vælges til ny formand for folketingsgruppen ~ som en skikkelse, alle kan samles om, og som kan klare sig uden om spørgsmål om evt. indblanding i sexismesager og håndtering af disse," skriver han på sn.dk

11 Klaus Eusebius Jakobsen, viceborgmester i Næstved

"Radikale Venstre har i øjeblikket et problem med at skulle finde en politisk leder, hvis ikke det skal være Sofie Carsten Nielsen, men hvis det fortsætter på den her rædselsfulde måde, så er man jo nok tvunget til at finde en anden konstruktion," sagde han til Kristeligt Dagblad. Og om folketingsgruppen: "Mange af dem har ikke oplevet ret meget andet end at være folketingsmedlem. Det er groft sagt, men de mangler måske at møde lidt modgang i det rigtige liv."

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Regionalt For abonnenter

Høje bankgebyrer dræner små foreningers pengekasser: Priser kan svinge med flere tusinde fra bank til bank

CORONAVIRUS

Live: Smittetal sætter kedelig rekord - over 900 nye coronatilfælde i Danmark

Annonce