Annonce
Varde

Så er mobilhelvedet slut på Oksbøl Kaserne

Garnisonskommandant Torben Dixen Møller på Oksbøl Kaserne har i over et år kæmpet for at få en ordentlig mobildækning. Og det sker inden udgangen af september med opsætningen af en midlertidig mobilmast fra TDC Mobil. Arkivfoto: Henrik Reintoft
Inden udgangen af september sætter TDC Mobil en midlertidig mobilmast op i Oksbøl Kaserne.

Oksbøl: Hallo, er du der?

Over halvandet års mobilfrustration for de langt over 1.000 ansatte på Oksbøl Kaserne får nu en ende, når TDC Mobil inden udgangen af september opstiller en midlertidig mobilmast. En mast, som vi kender fra festivalerne. Det oplyser oberst og garnisonskommandant Torben Dixen Møller på Oksbøl Kaserne.

Siden 1. januar 2018 gik samtlige statslige virksomheder og derved også Forsvaret over til at benytte TDC Mobil som leverandør. Men TDC Mobil har modsat konkurrenterne Telia, Telenord og 3 ikke har et mobil netværk i området ved Oksbøl Kaserne. Konkurrenterne har deres mobilnetværk sat op i Forsvarets master. Men der er ikke mere plads, så TDC Mobil har fået afslag.

Og siden da har det været yderst vanskeligt for de ansatte at tale i de Forsvarets mobiltelefoner.

Annonce
Langt om længe kom der hul igennem. Det har været frustrerende og kostet nogle kræfter.

Garnisonskommandant Torben Dixen Møller, Oksbøl Kaserne

Har talt meget højt

TDC Mobil kunne ikke få en aftale igennem med Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelsen. Men Torben Dixen Møller har ad flere omgange talt meget højt og er nu blevet hørt.

- Langt om længe kom der hul igennem. Det har været frustrerende og kostet nogle kræfter, siger Torben Dixen Møller.

Undertegnede har adskillige gange oplevet, at det nærmest har været umuligt at tale over mobil med de tjenestegørende på Oksbøl Kaserne, der gang på gang måtte gå ud af bygningerne for at fange et fjernt mobilsignal.

TDC Mobil skal nu søge en byggetilladelse hos Varde Kommune, så en permanent mobilmast kommer op.

Baggrunden for, at Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse ikke bare kunne stille et areal til rådighed for TDC Mobil, skyldes konkurrencelovgivningen. Lejen af arealet skal sættes til markedsværdi.

Der ligger flere og meget klare domme på området. Forsvaret ville derfor have 30.000-50.000 kroner om året i leje, hvilket TDC Mobil ikke under nogen omstændigheder ville betale. Hvad den nye aftale indeholder, er ikke oplyst?

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce