Annonce
Tarm

Så er Utzon-husene sikret for eftertiden

Jørn Utzons rækkehuse på Østervang i Skjern er nu omfattet af en bevarende lokalplan. Arkivfoto: Christian Baadsgaard

SKJERN: Massevis af bemærkninger kom ind, da den bevarende lokalplan for rækkehusene på Østervang - der er tegnet af den verdenskendte arkitekt Jørn Utzon - var i høring. Både administrationen og efterfølgende politikerne i teknik- og miljøudvalget har nu justeret lokalplanen til, så den passer til ønskerne.

Det betyder blandt andet, at de karakteristiske skorstene frivilligt kan blive reetableret, både som ægte og som attrap, og at vinduerne kan udskiftes løbende.

Tagvinduet over badeværelset skal ikke etableres samtidig på alle rækkehuse, og når det sker, skal det være med et mindre vindue, der passer bedre med originalen. Endelig gives der nu mulighed for at etablere en terrassedør på bagsiden - indenfor bredden af et originalt vindueshul.

Alt i alt fortæller det om ejere, der kerer sig om deres huse og den kulturarv, de repræsenterer, og det glæder teknik- og miljøudvalgsformand John G. Christensen (S).

- Det viser lidt om, at en lokalplan altså ikke bare er noget, man laver for sjov, siger John G. Christensen, der påskønner beboernes engagement i sagen.

Politikerne nikkede ja til lokalplanen, og det betyder med andre ord, at bygningen nu er sikret for eftertiden. Der kan ikke udføres ændringer på bygningen, som bryder de originale karakteristika. John G. Christensen er yderst tilfreds med, at det nu er på plads efter en længere proces.

Jørn Utzon fik opgaven med at tegne bebyggelsen som statslånshuse i midten af 1950´erne. Et par år efter fik han opgaven med Operahuset i Sydney, der gjorde ham berømt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Voldsom bilbrand vækkede beboere

Erhverv

Klar melding: Tyskland byder inden for hos Poetzsch og Calle fra 15. juni

Annonce