Læserbrev: Kære kommunalbestyrelse, skal Haderslev males sort i den grønne omstillings navn?
Vi vil alle den grønne omstilling, men skal det ske på naturens bekostning på grund af profit og dårlig lovgivning!?
Solceller anlægges i gigantiske parker i landzonerne, fordi det er lettest og mindst bureaukratisk. Dermed bliver gevinsten også større for investorer og lodsejere.
Langt størstedelen af strømmen bruges i byer og erhvervsområder. Derfor kræver store anlæg i landområderne en udbygning af elnettet, som den enkelte forbruger skal betale gennem sin elregning. Strømmen bliver i øvrigt heller ikke billigere for den almindelige el-forbruger, for staten kan ikke finansiere velfærdssamfundet uden elafgiften.
Så hvor klogt er det at tage landdistrikterne som gidsler i den grønne omstillings navn?
Er det den bedste måde at sænke kommunens CO2-udledning på?
Vi har mangel på vild natur i Danmark. Blandt andet fordi vi har et yderst effektivt, EU-støttet landbrug, som vi – på bekostning af naturen, i alle andre sammenhænge ikke tør røre ved. Nu er vi nået dertil, hvor vi, i et forsøg på at skabe biodiversitet og vild natur, forgylder landmændene for at dyrke sol i et land højt mod nord, så naturen kan gemmes væk under gigantiske tekniske anlæg i det åbne land, vi ellers ynder at beskytte.
Kloge folk har regnet på, at der er plads nok på de største bygninger i Danmark alene til at producere næsten to tredjedele af Danmarks elforbrug, samtidig med at de anbefaler, at det faktisk kun er 10-15 % af vores strøm, som kommer fra solenergi.
Så hvor klogt er det at tage landdistrikterne som gidsler i den grønne omstillings navn?