Esbjerg: I 2018 blev det en ubetinget succes, og derfor er sejlene sat til, at Byens Bedste også i 2019 bliver et hit, men før, det hele kulminerer med et awardshow i Musikhuset Esbjerg til oktober, kan du være med til at påvirke, hvem der i sidste ende kan stemmes på.
Det er nemlig nu blevet tid til at indstille netop din favorit, som Byens Bedstes jury skal udvælge finalisterne fra.
Der kan indstilles i følgende kategorier: 1. Frisør, 2. Shopping til ham, 3. Shopping til hende, 4. Restaurant og cafébesøg, 5. Fredagsbar, 6. Take away, 7. Kulturoplevelse, 8. Inspiration til hjemmet, 9. Foreningslivet, 10. Håndværker og 11. Genbrug og Loppefund.
Byens Bedste
31. oktober holdes det stort awardshow i Musikhuset Esbjerg, hvor vinderne i de 11 kategorier afsløres.
Shopping er mange ting
Nogle af kategorierne er populære gengangere fra 2018, mens andre er kommet til.
To af de helt store kategorier, nemlig shopping til ham og hende, ventes igen i år at få rigtig mange indstillinger med sig, men i modsætning til sidste år er det vigtigt at pointere, at netop disse kategorier er meget brede.
Således var der en tendens til at tolke ordet "shopping" ret snævert som tøj eller mode, men rent faktisk er shopping til både ham og hende meget bredere.
Således kan shopping til ham lige så vel som tøj eller mode være hi-fi-anlæg, skruemaskiner eller aftershave-creme, ligesom shopping til hende også kan være biler, planter til haven eller bodylotion. Med andre ord er begge kategorier meget brede.
Jury skal udvælge
Du kan indstille i de 11 forskellige kategorier frem til 5. september, og det sker på www.jv.dk/byensbedste, og på den måde kan du måske være med til at finde den eller de endelige vindere.
Efter, at indstillingsfristen udløber den 5. september, træder en til lejligheden sammensat jury sammen og udvælger de finalister, som der så kan stemmes på helt op til det store awardshow, hvor vinderne afsløres i Musikhuset Esbjerg.