Annonce
Livsstil

Sådan føles det at blive gammel

76 år og langt fra gammel. Sådan siger Niels Christian Hansen fra Aarhus, som ikke har sat farten ned. Foto: Lasse Olsson
Senior. Olding. Gammel. Alderdom har mange navne, men er man overhovedet gammel, når man lige har passeret de 75 år? Og hvilke tanker gør man sig om det levede liv, tallet på fødselsattesten og om resten af livet? I vores artikelserie om den tredje alder går vi tæt på almindelige danskere. Velkommen ombord.
Annonce

Hvorfor kan ordet gammel virke nedsættende, hvilken betydning har ungdomsoprøret haft på det levede liv, og hvordan er det at være skarp, sund og sporty med elefantpludder under hagen og alligatorhud ved albuerne?

Mød vores medvirkende her: Navn: Niels Christian Hansen Alder: 76 år Uddannelse: Kontorassistent og pædagog Tidligere job: Pædagogisk leder i børnehave, radioprogrammedarbejder i B&U (Danmarks Radio) og freelancejournalist og fotograf Civilstatus: Single, tidligere gift Børn: Søn på 44 år og datter på 32 By: Aarhus

Hvordan har du det med ordet gammel?

Det er nedsættende på en eller anden måde, så jeg har valgt at tale det op. Jeg ved godt, at døden venter inden for en overskuelig fremtid, og jeg kan næsten se udløbsdatoen for mig, hvor der står ”bedst før”. Men jeg har tænkt mig at give det kamp til stregen ved at holde mig skarp, sund, sporty og blive ved. Ordet gammel karakteriserer ikke mig, hvis jeg selv skal sige det, for jeg føler mig bestemt ikke gammel. Jeg har godt nok ikke et lønarbejde mere, men jeg har ikke sat farten ned. Jeg arbejder frivilligt i en forening for psykisk sårbare voksne, jeg er medlem af bestyrelsen i Aarhus Havkajakklub, jeg ror og er instruktør i kajakklubben flere gange om ugen, jeg cykler både mountainbike og på landevej i en cykelgruppe, jeg går til fitness, jeg laver god mad til mig selv, og så sover jeg som et barn otte timer hver nat. Og jeg vil egentlig helst ikke karakteriseres på alderen. Fra man er i 20’erne, og til man holder op på arbejdsmarkedet, bliver man heller ikke karakteriseret på sin alder, men på sine kvalifikationer og sin måde at være på, og det vil jeg gerne have, at man kan blive ved med.

Hvad er det bedste ved at være blive ældre?

Det er en opdagelse, jeg har gjort efterhånden, som jeg er blevet ældre, og det er en oplevelse af at blive set, hørt og respekteret. Der har nok i mange år været en lille dreng i mig, der hele tiden skulle bevise noget, for jeg har været lidt rebelsk, og det har været på den måde, at jeg skulle kreere noget respekt omkring min person. Men det har vist sig, at det slet ikke har været nødvendigt, og jeg synes, at alderen har givet mig en tyngde. Jeg har hørt mange skuespillere og forfattere udtale, at de har haft følelsen af, at de på et eller andet tidspunkt bliver afsløret. Så opdager omverdenen, at man er ét stort fake nummer og dårligt begavet. Sådan har jeg også haft det, men det er en følelse, som bare er forsvundet helt af sig selv. For nu er der erfaringer i posen til, at jeg kan bevise, at det ikke var snyd. Så jeg hviler mere i mig selv med alderen.

Hvad er det værste ved at blive ældre?

Det er noget med forfængeligheden. Den rynkede hud og elefantpludder under hagen og alligatorhud ved albuerne – det er ucharmerende, men det kan jeg også holde ud. Det er igen noget med en selvtolerance, der træder ind. Og jeg kunne aldrig finde på at få lavet noget ved den rynkede hud, for det er ikke umagen værd. Jeg skal ikke virke på grund af min stramme hud mere, og jeg synes faktisk ikke, jeg ligner noget, der går ned i pris. Man kan da se, jeg er blevet gammel, og det føles fuldstændig rigtigt og naturligt. Jeg er dog forfængelig ad helvede til med mit tøj og mit udseende. Altså den del jeg selv kan gøre noget ved.

Hvilken alder har været den bedste i dit liv og hvorfor?

Det er, hvor jeg har virket, og hvor jeg har gjort nytte og gavn og er blevet respekteret for det. Det er min børnehavelederkarriere, det er i mit B&U-arbejde i Danmarks Radio, og så er det freelancejournalistikken, hvor jeg hovedsageligt har skrevet om skolepsykologi og daginstitutioner. Mens jeg var børnehaveleder, skrev jeg også bøger, så det er nok min bedste tid. Det var rent lystbetonet, for der var ingen, der bad mig om at skrive eller medvirke i radioudsendelser. Og egentlig var jeg også børnehaveleder af ren lyst, og det var rigtig givende og dejligt.


Hvad er den tydeligste forskel på dit liv nu og 20 år tilbage?

Det er, at jeg ikke har noget arbejde. Alle dage føles som lørdage og søndage, fordi jeg ikke skal stemple ind nogen steder. Og selvfølgelig har Corona krisen forstærket virkningen, men uden coronaen er der stadig kun de aftaler, jeg selv indgår frivilligt. Dagene bliver mere begivenhedsløse, hvis jeg ikke selv putter noget ind i dem. Lige i øjeblikket er mit frivillige arbejde i Foreningen Glæden lukket helt ned på grund af Corona, og det har givet mig rigtig meget mening at lave frivilligt arbejde, så der mangler et eller andet nu. Tidligere strukturerede det mit liv med faste mødetider, faste opgaver og fridage i weekenden. Den struktur og det stisystem der var ned gennem livet der, er blevet lidt forgrenet, så jeg glæder mig til at komme tilbage.

Hvad er det vildeste, du har gjort i dit liv?

Det kommer helt klart fra ungdomsoprøret. I 1973 var jeg 29 år og lige blevet færdig med min pædagoguddannelse på seminaret i Aarhus, og der tænkte jeg, at jeg ikke gad at være pædagog alligevel – ikke endnu i hvert fald. Så jeg rejste til USA og blev der i et helt år. Jeg gik på college derovre, for der var studiepligt på mit visum, og jeg ville blive sendt hjem, hvis jeg ikke opfyldte kravet. Så jeg måtte jo gå på det fucking college, hvor jeg læste alle de fag, som jeg kunne slippe let omkring. Og jeg havde et vildt år derovre i Californien. Da det sidste semester var slut, fik jeg sort arbejde i byggeindustrien, og det var egentlig meningen, at jeg skulle spare op af det til min hjemrejse, så jeg kunne tage flyveren tilbage igen, men det lykkedes ikke. Jeg brugte alle de penge, jeg havde tjent, så da jeg skulle hjem, måtte jeg tage hyre på et svensk skib i San Francisco og sejle som messemand hele vejen hjem til Gøteborg. Så kom jeg hjem med langt hår og fede minder, og derefter blev jeg pædagog i en børnehave i Odder ved Aarhus. Efter et par år blev jeg leder i en anden børnehave i Odder, og der var jeg så i 20 år.

Hvad er det dummeste, du har gjort i dit liv?

Alle mine dumheder ligger i kategorien ”at måle hvor stor den er”, om man så må sige. Altså at konkurrere med dumme mennesker og især mænd om, hvad man turde. Som førnævnt har jeg været en rebelsk type, så ingen skulle bestemme, hvad jeg skulle gøre, og det har tit været fuldstændig åndssvagt og nyttesløst. Det er igen noget, der stammer fra ungdomsoprøret, for det begyndte i 1960’erne – et rebelsk oprør mod autoriteter. Vi mænd målte os på alt – at det kunne vi gøre bedre, sjovere, mere livfuldt, mere alting, så det lå i tiden. Jeg kan huske, at det værste skældsord dengang var småborgerlig. Så kunne man ikke synke længere ned, så vi skulle være alt andet end småborgerlige.

Du er single og frivilliglivet er på standby nu – har du dage, hvor du kan føle dig ensom?

Ja, det kender jeg bestemt til. Jeg kan føle mig ensom og have lyst til en kvindes selskab og kunne være noget for hinanden. Jeg vil da også gerne have en kæreste, men det er ikke noget jeg går ud og leder efter. Det er for blufærdigt, og sådan noget med Tinder kan jeg slet ikke få mig selv til. Så tænker jeg, at jeg på sin vis udstiller min ensomhed, og den er ikke i høj kurs. Det er jo også derfor, det hedder single i dag i stedet for alene. Men jeg føler mig da af og til lidt ensom, og det er faktisk lidt et skamfuldt sted at være og ikke noget, man praler med.

Tænker du over, at du har flere dage bag dig end foran dig?

Ja, det gør jeg, men det er ikke noget, jeg beskæftiger mig meget med. Jeg er ikke bange for at dø, men jeg ville være svært ærgerlig, hvis jeg fik lov til at tænke over det, når jeg var død – for så ville jeg tænke: Satans, hvorfor nu? Jeg skulle jo lige… Men jeg mangler sådan set ikke at gøre noget, jeg vil gerne bare leve videre i glæde, lykke og harmoni. Jeg vil egentlig bare fortsætte, som jeg har det nu. Og så regner jeg faktisk med at blive sidst i 90’erne. Både mine forældre og bedsteforældre blev meget gamle – i hvert fald på min mors side. Min mor døde for to år siden som 97-årig, og min mormor og morfar blev også op i 90’erne, så jeg skulle da nok have 20 gode år endnu.

76 år og langt fra gammel. Sådan siger Niels Christian Hansen fra Aarhus, som ikke har sat farten ned. Foto: Lasse Olsson
Niels Christian Hansen har tænkt sig at give alderdommen kamp til stregen ved at holde sig skarp, sund og sporty. Foto: Lasse Olsson
Niels Christian Hansen tænker tilbage på et langt og godt liv, og han er langt fra færdig med livet. Faktisk regner han med at blive sidst i 90’erne. Mindst. Foto: Lasse Olsson
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejen

Gratis julekoncert i Folding Kirke

Annonce