Annonce
Danmark

Sådan lyder du som en Game of Thrones ekspert - uden at have set et eneste afsnit

Som bogseriens titel "A Song of Ice and Fire" hentyder, handler en del af Game of Thrones om kampen mellem ild og is - underforstået de levende og de døde, hvor sidstnævnte i tv-adapteringen er personificeret gennem The Night King. Pressefoto: HBO Nordic
Hvis du også har venner eller familie, som ikke snakker om meget andet end drama-serien Game of Thrones for tiden, er det nu slut med at føle dig uden for. Avisen giver her et par sætninger, du uden forhåndskendskab kan kaste ind i samtalen.

TV-serier: Du har helt sikkert oplevet det. Mandag eller tirsdag morgen lyder den første henkastede bemærkning ved kaffeautomaten; "Har du fået set den nye episode?".

Med usvigelig sikkerhed bliver der hentydet til den igangværende afsluttende sæson af Game of Thrones, som natten til mandag lægger et nyt afsnit online på HBO's hjemmeside.

17,4 mio. seere fulgte med i premiereafsnittet for godt to uger siden, så derfor er det ikke helt uberettiget, hvis det føles som om hele verden har gang i en form for intern joke, du ikke er blevet indviet i.

Men ikke længere.

Hvis du ikke er inde i universet, men alligevel vil føle dig som en del af fællesskabet - eller bare drille dine bekendte en smule - får du her et par genveje til at lyde mere end almindeligt velbevandret inden for Game of Thrones.

Listen er lavet uden at ville ødelægge oplevelsen for eventuelt nye seere, men alligevel advares mod punkt fem, da den afslører enkelte karakterer, som endnu er i live.

Annonce

1) Valar morghulis

En hilsen, der bliver brugt på øen Bravos. Sproget er high valyrian og betyder oversat "alle mennesker skal dø".

Din modpart skal replicere "valar dohaeris", hvilket betyder "alle mennesker skal tjene", og ellers kan du med rette kigge lidt skævt på vedkommende.

2) Bare vores vinter kom lige så langsomt

Mottoet hos den fremtrædende familien Stark er "Winter is coming", hvilket de siger konstant som en slags huskeremse til, at det er vigtigt at være forberedt.

Til gengæld lader vinteren vente på sig i ualmindelig lang tid i serien, og først frem mod de sidste sæsoner begynder sneen rent faktisk at dale.

3) Det bliver fedt at se, hvem Valonqar er

Det er tæt på umuligt at holde styr på, hvor mange teorier om serien der har floreret på diverse fora. Nu er serien dog nået så langt, at de fleste efterhånden er blevet be- eller afkræftet - mest sidstnævnte.

En enkelt endnu mulig teori kører dog på, at dronningen Cersei bliver dræbt af sin tvillingebror Jamie. Det baserer sig på en forudsigelse, som kun bliver nævnt i bøgerne. Her siger en heks, at valonqar (lillebror/lillesøster) vil kvæle livet ud af hende.

Det er dog ikke specificeret, at det er lige præcis hendes lillebror, hvorfor mange i princippet er i spil - ligesom det også kan blive helt udeladt fra tv-serien eller være en profeti, der bare ikke holder stik.

4) Hold lige døren!

For en vaskeægte fan giver det altid som minimum et sug i maven - og formentlig også antydningen af en tåre - når man hører noget, der lægger sig tæt op af sætningen "Hold the Door".

Det er desværre ikke muligt at gå dybere ind i, hvorfor det vil ramme så dybt, uden samtidig at ødelægge et af tv-historiens bedste øjeblikke, men stol blot trygt på, at den den går sikkert hjem.

5) Hvem tror du ville vinde Clegane Bowl?

Dueller og kampe på slagmarken er en stor del af Game of Thrones, og blandt mange af karakterne er der også en stor ære i at være blandt de bedste.

Da en stor del på et tidspunkt dør, bliver handicappede eller gamle, ikke i fuld grad viser deres evner over for hinanden, eller har levet i forskellige tidsperioder, er det en evig diskussion uden facitliste at rangere den bedste nogensinde.

Ved at nævne Clegane Bowl - en teoretiseret kamp mellem brødreparret Gregor og Sandor Clegane - åbner du op for den diskussion.

Når kammeraterne er færdige med at give deres besyv, trumfer du den dog med at sige, at ingen af dem alligevel kunne slå Sir Arthur Dayne - Sword of the Morning. Da hans rolle i tv-serien er ganske begrænset, vil han gå manges næse forbi, men i bøgerne bliver han gentagne gange fremhævet som den største ridder.

6) Irriterer det jer også, at serien afviger så meget fra bogen?

Selvom den overordnede fortælling relativt stringent følger George R. R. Martins eventyrserie "A Song of Ice and Fire", er der alligevel en del diskrepans mellem bog og tv.

En af dem er blandt andet hvor stor en rolle Stark-familiens ulve spiller. De er praktisk talt skrevet ud af tv-udgaven, da de ganske enkelt er for omkostningstunge at filme scener med.

Derudover kan du namedroppe Lady Stoneheart. Ser dine omgivelser undrende på dig, kan du bare bede dem om at læse bøgerne.

7) Hvis jeg ligger for døden, så ring til Benioff og Weiss

Da handlingen i tv-serien for et par sæsoner siden overhalede det punkt, bøgerne var nået til, måtte HBO af gode grunde spørge forfatteren George R. R. Martin om, hvilken retning han havde planlagt den videre udvikling.

Men hvordan det hele ender, og hvem der således endegyldigt vinder Jerntronen, er der angiveligt kun tre personer, der ved.

Naturligvis forfatteren selv - og de to producere David Benioff og Daniel Brett Weiss, som for længe siden blev indviet i hemmeligheden i fald, George R. R. Martin skulle gå bort i mellemtiden.

Såfremt du inden for de næste uger ikke vil stille træskoene uden at kende slutningen, er det altså en blandt trioen, du skal række ud efter.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Bramming samler ind til Knæk Cancer

Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce