Annonce
Læserbrev

Sårbare unge

Læserbrev: Forleden havde jeg den store fornøjelse af at møde to unge kvinder, der begge havde det tilfælles, at angsten var en del af deres dagligdag.

Den ene havde været tæt på at droppe ud af sit uddannelsestilbud, men hun havde kæmpet sig igennem angsten og var nu engageret i at hjælpe andre unge med angstudfordringer. Den anden kvinde var også i et forløb, der roligt, men sikkert, var ved at gøre en ende på angsten, der for en stigende andel unge er en af hverdagens tro følgesvende.

Begge to beundringsværdige og i virkeligheden utrolig stærke unge kvinder.

Når det kommer til unge med udfordringer, så er det altid værd at lytte med. For lykkedes den unge ikke med at komme godt ud i voksenlivet, så har det både menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser.

Og der fulgte da også en altafgørende indsigt med i mødet med de to seje kvinder. Nemlig, hvor stor en betydning det har for deres positive udvikling væk fra angsten, at de er blevet del af et fællesskab. Et fællesskab, hvor udfordringen er fællesnævneren. Hvor alle ved, hvad man snakker om. Og hvor det ikke er tabu at være ærlig og sårbar.

Det er en pointe, som går igen alle steder. Uanset alder og uanset hvad man føler, man er helt alene med, så kan det flytte bjerge, når man finder ud af, at man ikke er alene.

Lige nu er vi politisk ved at kortlægge, hvilke tilbud vi har og bør have til vores sårbare borgere. Og betydningen af fællesskabet tager jeg med mig videre i drøftelserne om, hvordan vi sikrer en god trivsel hos flere.

Annonce
Kristina Jørgensen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ingen grund til Corona-panik

Så er dét sket, som vi længe har vidst var overvejende sandsynligt: Coronavirus er kommet inden for landets grænser. En medarbejder ved TV2 har været på ferie i Italien og har med sig hjem fra skiferien bragt virussen, og nu træder det danske virusberedskab i kraft. Det må vi have tiltro til, men allerede nu meldes om butikker, der tømmes for håndsprit, og andre reaktioner, som kunne være forløbere for egentlig panik, og det er der ingen grund til. Omend mange er døde af Coronavirusen særligt omkring epicentret i millionbyen Wuhan i Kina, er den ikke, som vi også forleden bemærkede på denne plads, særlig farlig. Det foreløbigt største studie af den nye Coronavirus, Covid 19, fra Kina viser, at der er en dødelighed på 2,3 procent hos en gruppe smittede, hvor eksempelvis den for nogle år siden så frygtede SARS-virus havde en dødelighed på ti procent. I farlighed minder Corona altså mest om en almindelig influenzavirus, og derfor skal vi heller ikke gå i panik og lukke landet ned, fordi smitten nu er kommet inden for landets grænser. Coronavirus smitter mellem mennesker nøjagtig som influenza gør, det vil sige ved nys og host samt ved direkte kontakt. Det betyder også, at man skal opføre sig nogenlunde på samme måde. Undgå at være for tæt på mennesker, der nyser og hoster, samt sørge for en god håndhygiejne. Som altid er ældre og svagelige særligt udsatte, mens børn ikke ser ud til i særlig grad at blive ramt. Selvfølgelig er det angstprovokerende, når vi i en globaliseret og rejselysten verden rammes af en virus, der indtil videre ingen vaccine er imod. Men alt tyder på, at denne virus er relativt harmløs, og udviklingen i Kina er sådan, at antallet af nye smittede har været faldende siden januar. Faldet er kommet, efter den kinesiske stat i begyndelsen groft undertrykte redelige lægers opråb om et problem, men efter man opgav at lyve herom, ser det ud til, at man er ved at få styr på situationen. I et åbent og oplyst samfund som det danske, er vi heldigvis fri for den slags mummespil.

Kolding For abonnenter

Venstre solo om at fastholde udskældt besparelse på ældre

Annonce